Som jeg tidligere har påpeget, er Ring Djursland måske det værste sted på jorden. Værre end Jomfru Ane Gade. Værre end Kalles Kaviar. Værre end en Renault Captur.
Banen er – og jeg kan ikke understrege det nok – en racerbane bygget direkte ovenpå en gammel vikingegravplads. Og de døde vikinger? De er RASENDE. Derfor saboterer de altid mine løbsweekender på Djursland med små eller store uheld.
Men løbet den 7-8 juni? Den weekend var anderledes. Meget anderledes.
En gåtur viser banens sande ansigt
For mig begynder en løbsweekend normalt fredag eftermiddag. Jeg kører hundrede af kilometer fra Kongens By, civilisationens midte, til en afkrog af landet, hvor jeg så venter på, at de gode folk fra Arion Racing Scandinavia ankommer med bilerne. Imens går jeg banen rundt.
Det er en god måde at genbesøge bremsepunkter, hældning på banen, skader, ændringer og andet nyt.
Derfor gik jeg også rundt på Ring Djursland fredag eftermiddag. Det havde regnet kort forinden, så jeg ville gerne se, hvor vandet samlede sig, og hvor banen tørrede. Og så var jeg nysgerrig på én ting:
Bestod indersiden af sving 1 stadig af mere eller mindre løse curbsten og metalklodser, eller havde banen sørget for sikkerheden? Det havde de ikke. Den snak tager jeg med baneejeren.
Lørdag: træning og tabt tidtagning
Klokken kvart over kvalme – eller hvad programmet kaldte 9.15 – var vi på banen til 20 minutters træning. Jeg brugte den til at teste opsætning, øve linjer og finde bremsepunkter. Et af forsøgene endte i den her snurretur:
Det er, hvad der sker, når bremsebalancen er flyttet for meget bagud. Baghjulene blokerer, og bagenden skrider ud, før man kan fange den. Heldigvis kan balancen justeres inde fra bilen, når først hænderne er holdt op med at ryste.
Under tidtagningen lå jeg de første par runder og forsøgte at få lidt varme i vores nye Hankook-dæk. De står godt fast, når først de er varme, men det tager noget tid at få dem op i temperatur. Jeg skulle også forbi et par langsommere biler foran, inden jeg havde fri bane til at forsøge et par hurtige omgange.
Lige da jeg skulle til at hugge til den, kom de gule flag frem, og safety-caren kørte ud foran mig. Og hvorfor? Fordi Asger Thierrys Arion nr. 204 havde smidt bundproppen og spredt olie ud på banen. Da officials derefter begyndte at strø oliesugende kattegrus ud, var det ikke længere muligt at sætte en hurtig omgangstid, så jeg tog konsekvensen og kørte i pit.
Min ambition for tidtagningen var at ramme en tid lige over 53 sekunder, men min hurtigste målte tid blev kun 55.825, hvilket rakte til en startplacering på en beskeden 11. plads.
Søndag, heat 1: Sejr i sidste sving
På en løbsweekend kører vi to gældende heat. Da vi trillede ud til første heat klokken 14 var hele feltet på tørvejrsdæk. Himlen blev mørkere og mørkere over os, men vi valgte alle at tro på, at det ville holde tørt. Smådryp kunne vi godt klare, for så længe vi kan få temperatur i dem, står vores Hankook-dæk også fast på en fugtig bane. Men kan vi ikke, skøjter bilen rundt som en fuld pingvin.
Opsat på netop at få dæktemperaturen op gav jeg lidt for meget gas på vej ud af depotsvinget og snurrede rundt. Pænt dumt under en warm-up.
Startposition 11 ligger i højre side af banen; og heldigvis for det. For venstre side var dækket af kattegrus, så alle biler med lige numre havde lige så gode betingelser som en VW Up på Nürburgring. Det gav mig en mulighed for at tage nogle placeringer før første sving.
Jeg havde to konkurrenter, jeg især skulle holde øje med. Langt foran mig i startposition 3 havde jeg Kim Sunesen i Arion nummer 320 og på position 7 – to biler foran mig – Loke Busch i Arion 205. Han var mit første mål.
Min plan var at komme ind og ligge bag ham så hurtigt som muligt og så bare vente på en mulighed for at slå til. En lille fejl, en lille åbning. Et eller andet.
Det blev også sådan løbet endte med at udfolde sig. Jeg kom op til Loke i nummer 205 og holdt mig der. Efter en lang safety-car periode lå jeg godt placeret og kom endelig forbi, da vi for sidste gang kørte rundt i Yokohama-hårnålen; svinget før langsiden.
Eneste drama undervejs var, at regnen kom, og det blev temmelig glat. Det førte til, at Loke på en af de første omgange spandt rundt netop i Yokohama-svinget. Jeg måtte op og stå på bremsen og undvige for ikke at knalde ind i ham med det resultat, at jeg også fik en snurretur, og bilen satte ud. Det tog for lang tid for mig at starte igen og komme tilbage på banen, så alle muligheder for også at hente Kim Sunesen i Arion nr. 320 var tabt.
Du kan se hele heat 1 her:
Det endte med en placering som nr. 2 i klassen, en beskeden placering som nr. 11 samlet og hurtigste omgangstid af alle Arionerne. Ikke dårligt når man føler sig forfulgt af vikinger.
Søndag, heat 2: Så blev forbandelsen knækket
Vores andet heat blev kørt sent søndag eftermiddag. Det havde stået ned i stænger, men vejrradaren viste en mulig pause i regnen. Så vi stod alle over for et af de helt store og eksistentielle spørgsmål her i tilværelsen: Tørvejsdæk eller regnvejrsdæk?
Jeg valgte regnen. Og heldigvis for det. For da mønten først var blevet kastet op i luften, returnerede den med regn. Desværre havde jeg en kamerafejl, så jeg har ikke video fra heat 2, men det var glat, sjovt og til tider så nervepirrende, som kun et regnvejrsløb kan være det.
Jeg startede igen på plads 11, kom relativt godt fra start og rykkede op i feltet. Så kom regnen for alvor. Det førte til, at jeg understyrede voldsomt på vej ud af det, der hedder trapperne. Understyringen sendte mig direkte ud noget stående vand på banen, hvor jeg tabte endnu mere greb.
Resultatet?
En tur ind på gruset, ind over græsset og så med et hop tilbage på banen.
Det meste af løbet tilbragte jeg bag Carsten Lauridsen i bil nummer 101 og Preben Jakobsen i 160. De kæmpede indbyrdes om 6. pladsen i Syverklassen. Jeg smuttede på et tidspunkt forbi Carsten, men gav placeringen tilbage. Jeg kunne ikke se nogen Arion i bakspejlene, og jeg havde ingen grund til at blande mig i Syverklassens interne kamp. I stedet lod jeg mig falde lidt tilbage, så jeg kunne køre lidt mere forsigtigt i regnen og i øvrigt sidde på første parket med udsigt til en god kamp foran mig.
Resultatet var en relativt udramatisk 1. plads i klassen, en 8. plads samlet og hurtigste omgangstid i Arionklassen.
Konklusion: Trolddommen er brudt
To podieplaceringer. Én sølv, én guld. Ingen mærkelige tekniske uheld og ingen kørerfejl, der endte i autoværnet. Juniløbet endte med at blive min bedste weekend på Ring Djursland nogensinde.
Så er forbandelsen ophævet?
Ja, det tør jeg godt sige nu. Så må jeg se, om det holder, når vi kommer tilbage til Ring Djursland efter sommerferien. Her holder vi i øvrigt et VIP-arrangement, så det er muligt at komme ud og se race med entrebillet, tribunebillet og forplejning for mindre end det koster at tanke en Range Rover eller købe en fastelavnsbolle i København. Mere information følger, når jeg har den.
Vores løb blev i øvrigt optaget og vil blive vist på TV2. Igen: Mere info følger.
