Bedre hver gang

”Bil”, var mit allerførste ord. Og et af mine tydeligste barndomsminder er at se en Porsche 930 ved færgelejet i Bremerhaven og stå naglet til asfalten med tabt undermund. Så lad os bare sige, at jeg er skadet. Det har 32 år på Vesterbro med mikrobryggeriøl, fastelavnsboller og Vega-koncerter ikke kunnet pille ud af mig.

Jeg har kørt racerløb i over et årti. Først i Mazda MX-5’ere og 3-serie BMW’er i Youngtimer Challenge og siden 2020 i en Arion S2 i Arion Racing Championship.

Det er en mærkelig sport. For ud af alt den tid og energi, sporten kræver, er det kun en lillebitte brøkdel, der bliver brugt bag rattet.

Heldigvis er vi racerkørere også et mærkeligt folkefærd. Jeg bruger måske 700 timer om året på løbsweekender, fysisk træning, simulatorkørsel og jagten på sponsorer. Kun 2 % af den tid er bag rattet, men de få procent er også det hele værd i følelsesmæssige højder og dybder.

Jeg har jublet, og jeg har græmmet mig, jeg har haft hjertet oppe i halsen og helt nede i maven, og jeg har givet og fået mere, end jeg kan forestille mig, at nogen anden sport kan give mig.

Derfor kører jeg race.

Racing er først og fremmest et mind-game. De vigtigste lektier, jeg har lært, handler om alt det, der foregår inde i hjelmen. Tag nu motivation for eksempel.

Idrætspsykologer siger, at sportsfolk enten er drevet af eksterne faktorer som at vinde løb og anerkendelse eller interne som at blive bedre og bedre. Jeg står gerne øverst på et podie. Men racing har til min egen overraskelse vist mig, at jeg primært er drevet af at slå mig selv. Når jeg kører ud på banen, er det for at være en hurtigere og skarpere udgave af mig selv end nogensinde før.

Eller lad os tale nederlag. Jeg har haft mange ulykker på banen. En del var min skyld, en del var ikke. Men de har kostet mig penge og ture til hospitalet. De har dog også lært mig at rulle med slagene og udvikle en enorm pyt-knap. Der skal en del til at slå mig ud efterhånden.

Og så er der fokusset. I min klasse kører vi sprintløb på 20 minutter. Det er 20 minutter, hvor verden udenfor ophører med at eksistere. Hver centimeter på asfalten og hver brøkdel af et sekund tæller. Hvis tankerne flakser i bare ét sekund, er podiepladsen væk. Det ekstreme fokus er nærmest meditativt; det er den ultimative tilstedeværelse.