Halvt inde i første sving kort efter starten begynder det at gå galt. Bagenden skrider ud, og 3 sekunder senere holder jeg stille i græsset og kæmper for at trække vejret.
Ring Djursland slår til igen
Serena Williams har ikke bare været verdens højest rangerende kvindelige tennisspiller i ufattelige 319 uger, hendes overtro nærmer sig også olympiske højder. Hun skal have badesandaler på, når hun går ind på banen. Skoene skal snøres på en bestemt måde, og hun skal spille hele turneringen i de samme sokker.
Det er ikke så usædvanligt, som det lyder. Mange sportsfolk har små tvangshandlinger, der skal bringe dem held. Jeg holder af at tro, at jeg ikke har det sådan. At jeg bare tager hjelmen på, sætter mig i bilen og kører afsted uden nogen overtro.
Men så alligevel … lige præcis med Ring Djursland har jeg det anderledes. Jeg tror, at den bane er ude på at gøre det af med mig, sådan som jeg også skrev om i løbsrapporten fra forårets løb på den bakkede bane, så det vil jeg ikke gentage her. Overtro eller ej så slog Ring Djursland til igen, og denne gang gjorde det naller.
Hondaen fik hedeslag i sommervarmen
Weekenden på Ring Djursland den 13-14 august var en rigtig varm en af slagsen. Temperaturen sneg sig op på 28 grader, og vinden rørte sig næsten ikke. Det var en udfordring, fordi min motor altid bliver meget varmere end konkurrenternes. Det skulle vise sig at være afgørende for lørdagens træning og tidtagning.
Vi kørte træning om formiddagen, hvor temperaturen stadig var beskedne 25 grader. Men allerede efter nogle få hurtige runder kunne jeg se både olie- og kølevandstemperaturen skyde i vejret samtidigt med, at jeg fik temperaturalarmer i displayet. Så jeg tog det roligt og kørte også 5 hele nedkølingsomgange undervejs. Alligevel endte jeg med at sætte den syvendehurtigste træningstid.
Før tidtagningen – som skulle køres mens varmen var på sit højeste lige over frokost – gennemgik vi igen hele kølesystemet og skiftede vandpumpen for at prøve det af. Det hjalp ikke. Temperaturerne skød endnu mere i vejret end i stintet først.
Tidtagningen blev derfor en sørgelig affære. Jeg kørte 2×2 hurtige omgange, resten af tiden var rene nedkølingsrunder med short-shifts og halv gas. Normalt sætter jeg mine hurtigste tider sidst i et stint, så der var slet ikke nok sammenhængende runder til at lægge en ordentlig tid ind. Jeg røg derfor helt ned på en 13. plads på søndagens startgrid.
Jagten på mere luft
Vi aner ganske enkelt ikke, hvorfor motoren ikke køler ordentligt. Alt er blevet tjekket. Motoren kører ikke for mager, og der er tryk og gennemstrømning i både olie- og vandkøler.
Derfor skred vi i stedet til symptombehandling.
Motorhjelmen fik to huller bagpå bulen for at skabe undertryk, der kan suge den varme luft ud og vi åbnede fronten på bilen, så der kommer væsentligt mere luft ind. Det burde gøre en forskel, så jeg var spændt på at opleve effekten i søndagens første heat.
Crash i første sving
Heat 1 var spændende fra start af. Da de røde lamper slukkede, stallede bil nr. 130 og 204 og holdt stille ved siden af hinanden. Så alle biler bagfra skulle ind gennem hullet. Det skete heldigvis uden nogen uheld, og bragte mig foran to af mine Arion-konkurrenter.
Fra min startplacering havde jeg 156 meter op til sving 1 – et hurtigt højresving, der leder ud på publikumslangsiden. Det er rigtig vigtigt med en god udgang for at få sat en ordentlig tid, og det er her, der kan hentes placeringer lige efter starten. Men risikoen er også stor.
Halvvejs inde i svinget lå jeg i inderbanen og havde bil nr. 139 på ydersiden. Jeg pressede på for at komme forbi og gav lidt for meget gas på lidt for kolde dæk, så bagenden begyndte at steppe ud.
Efter en halvhjertet kontrastyring, kunne jeg se, at jeg ikke kunne redde udskridningen, så jeg rettede op for at køre lige over curben – den række fliser, der ligger på indersiden af svinget. Tanken var at fortsætte hen over græsset og så komme tilbage på banen. Det ville koste mig nogle placeringer, men så undgik jeg også at stå på tværs af banen. Alt det her foregik selvfølgelig lynhurtigt.
Bilen kørte over curbstenene, der ikke var støbt fast. De løse sten slog op under bilen og stoppede det forlæns momentum. Alt kraften blev i stedet sendt opad, så bilen røg op i luften og satte sig hårdt. Jeg fik et voldsomt stød op igennem ryggen og kunne med det samme mærke, at det her var helt galt.
Du kan se starten og uheldet her:
De første lange øjeblikke kunne jeg ikke trække vejret. Det var først da officials kom rendende at jeg kunne begynde at hive lidt luft ind, og der gik vel en 20 minutter, før min vejrtrækning undervejs i ambulancen til Skejby Sygehus blev bare nogenlunde normal.
Uheldet kostede mig to brækkede ribben og en punkteret og delvist kollapset venstre lunge. Skaderne på bilen ser foreløbigt ud til at være begrænset til et bøjet rør i rammen, en ødelagt bundplade og en delvist ødelagt ballastkasse, der tog af for en hel del af stødet.
Efterspillet
Jeg er hjemme igen og har det efter omstændighederne godt. Jeg har trappet næsten helt ned på alt smertestillende og går i stedet nogle lange ture. Næste uge vil jeg prøve at løbe lidt igen og komme i gang med lidt let vægttræning.
Normalt er det sådan, at hvis vi som kørere smadrer vores bil, så betaler vi selv uanset hvis fejl det er. Her er ingen forsikring eller noget med erstatningsansvar. Det er the name of the game og helt fint, hvis du spørger mig.
Men lige præcis i det her tilfælde, ser jeg anderledes på det. Det er Ring Djurslands ansvar at vedligeholde banen, så den er sikker. Det er DASU’s ansvar, at de baner, som de hvert år udsteder et banecertifikat til, også lever op til sikkerhedsstandarderne. Og det er løbsarrangørens ansvar, at sikkerheden er i orden til løbsweekenderne. Alle har derfor også en ansvarsforsikring, der dækker dem.
Fakta er, at jeg gik banen rundt fredag og allerede der bemærkede, at en del curbsten i sving 1 lå løse. En af dem var endda lavet af metal og stak lige op i luften. Det var i starten af svinget, hvor vi normalt ikke kommer ud, så dengang lavede jeg bare en mental note om, at jeg skulle undgå det sted. Set i bakspejlet skulle jeg selvfølgelig have meldt det til løbsledelsen.
Fakta er også, at uheldet ikke ville være sket, hvis de curbsten, jeg kørte over, var støbt fast, sådan som de selvfølgelig skal være. Derfor har jeg sendt et erstatningskrav for personskade og skaderne på bilen til løbsarrangøren.
Bortset fra dén kritik har jeg kun store roser til officials på banen. Jeg fik meget hurtigt hjælp, og ambulanceredderne havde også kun rosende ord.
Klar til Padborg?
Næste løb er om 18 dage på Padborg Park. Jeg har stadig en meget teoretisk chance for at vinde mesterskabet, og jeg er nødt til at forsvare min tredjeplads, hvis jeg vil holde fast på den.
Når jeg at blive klar? Bum-bum … uden sammenligning i øvrigt brækkede Fernando Alonso et ribben og punkterede lungen til 2016-sæsonens åbningsløb på Albert Park. Han var nødt til at sidde det efterfølgende løb over, men fik lægerne gav ham lov til at være med 26 dage senere i det kinesiske grandprix.
Det er præcis lige så mange dage, der er mellem mit uheld på Ring Djursland og træning/tidtagning om fredagen på Padborg Park. Så jeg forsøger mig med den genoptræning, jeg selv kan finde på og så regner jeg ellers med at sidde klar i bilen i det sønderjyske til Night Race 9-10. september. Ses vi?
