Jeg var ved at lægge racing på hylden, da vi gik ind i 2025-sæsonen. Hen over vinteren monterede mine konkurrenter uden varsel paddleshift på deres biler. Endda en temmelig avanceret udgave med lynhurtigt digitalt styret hydraulisk skifte, launch-control, auto-blip og assisteret, automatiseret nedgearing.
Det er et fantastisk stykke teknologi på linje med ABS, traction control og andre digitale krykker, som Arion-bilerne skulle være det modsatte af. En Arion er enkel, den er analog, og den belønner den racerkører, som mestrer hæl-tå-skift, blips og alt det andet, der adskiller racing fra bare at hjerne hurtigt afsted i en dyt.
Fordelene ved paddleshift hober sig op. Spørger man producenten, som jeg har gjort, kan det i tid gøres op til omkring 1 sekund pr. omgang.
Nu kan det måske være en sælger, jeg havde fat i. Så lad os for sportsåndens skyld sige, at fordelen kun er på et halvt sekund pr. omgang. Kun … det er som at sige, at bare er lettere irriterende at få en kniv i maven. For hen over de 15 omgange, vi typisk kører, bliver det til mere end 7 sekunder. Så det svarer til at blive holdende tilbage på startlinjen, når de røde lamper slukker og langsomt tælle ned:
1 …
2 …
3 …
4 …
5 …
6 …
7! Afsted!
Derefter kan jagten på resten af feltet gå ind. Vil man vinde løbet, skal man så også lige forbi.
Kunsten at æde en lort er at tage en bid ad gangen
Selvfølgelig protesterede jeg. Men til ingen nytte. Så jeg havde tre muligheder. Jeg kunne skride fra det hele. Det er svært, når man elsker motorsport, men jeg var rasende nok til at gøre det. Jeg kunne selvfølgelig også bare selv få monteret et paddleshift. Så ville jeg igen kunne køre på lige vilkår med de andre. Den eneste forskel ville egentlig være, at jeg ville være 30.000 kroner fattigere. Endeligt kunne jeg også vælge den vej, som jeg efter ugers overvejelser endte med at gå ned ad.
Valget var at sige ”fuck this shit”! Acceptere at med et handikap på 7 sekunder pr. heat ville jeg være reduceret til en statist i et mesterskab, jeg derfor lige så godt kunne ignorere. Mit mål for 2025 blev at have det sjovt og blive en bedre kører. Når jeg så alligevel ikke kunne lade være med at sammenligne banetider, kunne jeg jo bare lægge et halvt sekund til konkurrenternes. Så det gjorde jeg.
Hvordan gik det så?
Årets første løb på Sturup var en rendyrket katastrofe. Jeg var syg med feber, svimmel med BBPV og burde være blevet hjemme. Så havde jeg heller ikke knaldet bilen i barrieren i et dårligt overhalingsforsøg på en langsom Seven-racer eller smidt bilen i græsset, fordi speederkablet sad fast.
Resten af sæsonen gik bedre. Jeg fik brudt den endeløse række af uheld, som Ring Djursland altid har udsat mig for, og på Jyllandsringen fik jeg så meget fart på, at jeg selv blev overrasket. I 4 ud af 6 løb satte jeg hurtigste omgangstider, der var 0,2 til 0,9 sekunder hurtigere end konkurrenternes – eller 0,7 til 1,4, når man tæller, som jeg gør.
Selv om jeg jo egentlig havde besluttet at være ligeglad, begyndte det alligevel at kilde i mellemkødet, da mesterskabet gled inden for rækkevidde. Men dertil var jeg langtfra god nok. Jeg skulle bruge halvt sekund på at udjævne forskellen mellem bilerne og så finde et halvt sekund mere pr. omgang for rent faktisk at komme i en stabil føring.
Det kunne jeg ikke. Da jeg samtidigt tabte alt på gulvet med nogle virkelig dårlige beslutninger til det sidste og afgørende race på Padborg Park, var mine chancer feset ud. Det blev til en andenplads eller sådan noget.
Så hvad har jeg lært?
2025-sæsonen lærte mig, at Arion ikke længere er en klasse af helt ens biler, og at der kan ligge en helt særlig glæde i at være hurtigste kører i den langsomste bil.
Jeg kan da også være fristet af at sende min motor rundt til de bedste tunere i Danmark for at optimere den eller at læse vores reglement, som man læser Apples brugerbetingelser. For det er da frustrerende at ligge i røven af en konkurrent på vej ud af Yokohama-hårnålen for så at se ham spole 10-15 meter ud ned ad langsiden. Dem kan man så kæmpe for at indhente igen i den del af banen, hvor det ikke bare handler om at sætte foden ned på speederen.
Men, ærligt talt, der er ingen af os Arion-kørere, der er bare i nærheden af at køre bilen til dens fulde potentiale. Slet ikke mig. De få gange en Arion har været i hænderne på en rigtigt god kører, er der blevet sat omgangstider, som ligger et sekund eller mere pr. omgang fra, hvad jeg kan opnå. Så der er stadigt meget, jeg kan høvle af omgangstiden ved at blive bedre på banen og ikke i værkstedet. Det er der, udfordringen og glæden ligger for mig.
Var alt virkelig så skidt?
Nej, da! Langtfra. Vi kørte jo race. Det blev endda til min første fulde sæson nogensinde. Og så fik vi også nye dæk.
Racerkørere kan tale i timevis om dæk. De få kvadratcentimeter gummi, der rører asfalten, betyder jo alt for, hvad vi kan gøre med bilen. Så når man skifter fra én dækfabrikant til en anden, som vi gjorde, er det en stor ting. Det er en hel læreproces hen over flere løb, der skal i gang for at forstå ændringerne.
I 2025 vragede vi leveranceplagede Avon til fordel for Hankook og heldigvis for det. Hvor Avon-dækket mest af alt var et gadedæk, er dækket fra Hankook et rigtigt racerdæk. Det har meget stivere karsider, så det flekser mindre under bilen. Det giver bedre kontrol, men betyder også, at det er sværere at få op i temperatur. Oven i købet kører vi med den hårdeste gummiblanding, der skal masseres endnu mere for at blive varm nok.
Så nu har vi et dæk, der har meget lidt greb på de første omgange. Det gjorde, at jeg lavede en Isack Hadjar på Ring Djursland og spandt af banen under vores formationsomgang. Piiinligt. Til gengæld er der masser af greb, når først dækket er oppe i temperatur. Omgangstiderne er identiske eller endda bedre end sidste år, hvor vi kørte på Avon.
Bedst af alt er, at dækket lader til at være uopslideligt. Hvor en sæson på Avon krævede minimum 2 sæt dæk, har jeg kørt en hel sæson på mine Hankook uden, at de virker specielt slidte. Det luner i en tom racerpung og er i min bog den helt rigtige vej at gå, hvis Arion skal fortsætte med at være den mindst kostbare måde at køre rigtig race på.
Mine forventninger til 2026
Vi har allerede fået løbskalenderen for næste år. Hele 8 løb er der lagt ind, så det tegner godt. Jeg håber, at det bliver et år, hvor vi får godt race på de ulige vilkår, som klassen nu engang har fået.
Samtidigt håber jeg, at vi får lagt en god plan for at slå Seven- og Arion-klassen sammen i en ny Open Top-serie, der vil have potentialet til at blive en af de mest populære og publikumsvenlige racingserier i Danmark.
Min egen tilgang til sæsonen vil stadigt være 1) ha’ det sjovt, 2) lær hver gang og 3) fuck this shit …
