Jeg er en elendig taber. Jeg er ikke bleg for at snyde i memory, når jeg spiller mod en 5-årig. Så weekendens to andenpladser på Padborg Park er også historien om to tabte førstepladser. Den ene mistede jeg egenhændigt. Den anden fik jeg lidt hjælp til.
Men lad mig starte med weekendens store nyhed: Hankook-dæk til Arion-feltet.
Yummi, yummi, jeg kan li’ vores gummi
Syverracerne, som vi kører sammen med, havde advaret os: ”Det er som at køre på sæbespåner de første omgange”. De havde ret. Men når først Hankookerne er scrubbede og rammer arbejdstemperatur, hænger de bedre fast end en flok pensionister ved en buffet.
Med noget stivere dæksider, styrer fronten også bedre ind, og vi smadrer ikke ydersiden på fordækkene i samme grad, som vi gjorde med de gamle Avon-dæk. Så Hankook? Hell yeah!
Heat 1 hvor jeg taber alt på sidste omgang
Til første heat havde jeg kvalificeret mig som nummer 8 samlet og nummer 2 i klassen. Foran mig i startplacering nummer 7 lå Loke Busch i Arion nummer 205. Loke begyndte at køre sidste år og har for alvor fået fart på i år. Kim Sunesen i Arion nummer 320 havde desværre problemer med bilen hele weekenden, og måtte udgå midt i heatet.
Da de røde lamper slukkede, stod min bil nærmest stille, mens den lavede hjulspin. Så lidt greb havde jeg. Heldigvis for mig stallede min nærmeste konkurrent i nummer 205 i starten. Det vandt jeg 3 sekunder på, og på de næste omgange fik jeg selv spolet 2 sekunder mere ud.
Alt var godt, selv om jeg kom ud i lidt trafik med syverracere, der kostede mig lidt tid. Jeg lå nummer 5 samlet og tænkte med afstanden ned til min konkurrent, kunne jeg godt slappe af og bare køre placeringen hjem. Det ville give mig en førsteplads i klassen.
Men på omgang 8 kom safety-caren på banen efter to biler kørte af for enden af langsiden. Det samlede hele feltet, så jeg nu havde Loke direkte bag mig. Vi tog omgang efter omgang bag safety-car og bedst som jeg begyndte at håbe på, at løbet måske ville ende under safety-car slukkede den lygterne – signalet til, at den kører ind.
Da vi kom ud på langsiden, var det med fuld gas. Det grønne flag var for enden, så der måtte vi overhale. På det tidspunkt var bilen foran mig en syverracer, Lars Henriksen i nummer 147. Jeg mente, at jeg burde kunne udbremse ham, så jeg traf et valg – desværre det forkerte.
I stedet for at holde mig bag Lars og spærre inderbanen for Loke bag mig, gik jeg ud på højre side af syverraceren og forsøgte en udbremsning. Tanken var at få hans bil mellem mig og Loke Busch. Desværre lykkedes mit halvhjertede forsøg ikke, så døren stod på vid gab for Arion 205, der bare kunne smutte igennem.
Med én omgang tilbage forsøgte jeg at hænge på og indhente det tabte, men dét løb var bogstavelig talt kørt. Jeg begik en dum fejl og mistede, hvad der burde have været en sikker førsteplads. Men tillykke herfra til Loke for karrierens første topplacering.
Heat 2 hvor starten betød alt
Startopstillingen til sidste heat er lidt speciel i vores klasse og de syverracere, vi kører sammen med. De første 8 syverracere og samtlige Arion-biler bliver vendt om, så dem, der kom sidst i heat 1 starter først.
Det giver noget mere spænding – og en chance mere for de langsommere – men var måske også en bedre idé dengang, der ikke var 7-8 sekunder mellem hurtigste og langsomste bil …
For mig betød det, at jeg skulle starte som nummer 7. Foran mig havde jeg Asger Thierry og Arion nummer 206 og Carsten Nielsen i Arion nummer 209. Lige bagved, med startnummer 8, lå Loke Busch, mens Kim Sunesen desværre ikke kunne stille til start.
Da starten gik, havde jeg igen alt for meget hjulspin. Så jeg vandt en enkelt placering, men mistede til gengæld også to.
Værre var det, at Loke var kommet forbi, og jeg havde en eller to syvere foran mig, som jeg skulle cleare for at kunne holde kontakten med ham. Den første kom jeg ret nemt forbi, den anden tog det mig en omgang eller to at sætte op til en overhaling. På det tidspunkt var der så en syver, der kom meget hurtigt bag mig.
Nu er det sådan, at når vi kører to klasser sammen, som ikke konkurrerer mod hinanden, er det god stil at give plads til de biler, som kæmper om placeringer. Så jeg lukkede Preben Jakobsen i syverracer nummer 160 forbi i forventning om, at han hurtigt kunne nedkæmpe Kurt Jepsen i syverracer 140, der lå foran mig.
Desværre mistede Preben noget fart. Så efter et par omgange overhalede jeg ham igen og ville endnu engang forbi 140. Men så fik Preben Jakobsen igen fart i 160’eren. Så jeg lukkede ham forbi, og efter et par omgange, fik han så clearet Kurt Jepsen, hvorefter jeg også smuttede forbi.
Hele den historie udspiller sig fra omgang 4 til omgang 13 og koster mig rigtig meget tid. Da jeg så endelig kom ud i fri luft, hentede jeg 3,4 sekunder på Loke Busch og fik sat klassens hurtigste omgang i heatet, men det var bare ikke nok. Han kom i mål 8,9 sekunder foran mig. Så det blev til P2 for anden gang.
Sølv kan også give ny energi
Ja, jeg er en dårlig taber, men selvfølgelig glæder jeg mig også over at hive to sølvpokaler med hjem. For bilen føltes godt, og jeg kan selv mærke, at jeg har fået tempo og tillid tilbage efter en alt for lang pause fra race.
Padborg var et skridt i den rigtige retning. De dumme fejl, der kostede mig placeringer, har jeg lært af. Nu er det bare at se fremad og blive klar til runde 3 i mesterskabet. Det bliver kørt den 7-8 juni på Ring Djursland.
