Der har været stille her fra mit lille team på Vesterbro. Ikke godt stille, som når Kaare Dybvad lukker munden, men dårligt stille som når man slår en brandskid i en tætpakket elevator og ved, at turen fra 8. sal og ned til kælderen bliver rigtig lang.
Årsagen er simpel. Min motor gav op i en sky af røg, regninger og reservedele under åbningsløbet sidste år. Det huggede bremserne helt i for min 2023-sæson.
Augustløbet på Padborg Park den 24.-25. august var derfor første gang i 1 år, 3 måneder og 25 dage, jeg sad i bilen. Det svarer til lige omkring 42 millioner lange sekunder, hvis man er typen, der utålmodigt går og tæller den slags …
Det første pløp
Efter så lang tid uden for bilen var jeg mere rusten end en Lada i en saltsø. Motoren var nyrenoveret, og dækkene så slidte som brødrene Prices vittigheder. Så planen var at lægge meget roligt ud og bygge langsomt op.
Under træningen short-shiftede jeg og holdt omdrejningerne nede på et niveau, hvor min mor havde nikket anerkendende og bagt en kage. Mit fokus var ikke på at jagte tider, men på at finde rytmen og de rigtige linjer igen.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg så, at jeg kun var et halvt sekund fra min bedste omgangstid på Padborg Park sidste år. Det virkede til, at jeg ikke var rustet helt sammen de forløbne måneder, og jeg så frem til tidtagningen, hvor jeg ville rive bilen noget mere rundt og forsøge at lukke hullet op til Kim Sunesen, der under træningen havde god fart i sin Arion nr. 320.
Desværre gik det ikke sådan. Efter 2 opvarmingsomgange kom jeg ind i trafik. Jeg faldt lidt tilbage, så jeg havde plads til at komme ind i rytmen og sætte en ordentlig tid, men så sagde det pløøøøøøp!
Tændingen slog helt fra ved 8.000 omdrejninger, alt den overskydende benzin blev knaldet af i den brandvarme udstødning, og når omdrejningerne var faldet til 4.000, slog tændingen så til igen, og det hele kunne starte forfra.
Hele kakafonien lød som et vanvittigt russisk avantgardeorkester højt på amfetamin og folkemord. Det sætter man ingen gode tider med, så jeg kørte i pit og udgik fra resten af tidtagningen.
Tilbage i depotet kløede vi os i nakken i et godt stykke tid. Første den ene vej, så den anden vej, mens vi forsøgte at grave dybt nok til at finde en løsning. En af de dygtige mekanikere fra Arion Racing Scandinavia ramte guld, skiftede knastakselføleren, og så var bilen ellers klar til næste dag. Det blev ikke sidste gang den weekend, at en dimsedut satte en stopper for mit race.
Mon dieu, il pløp!
Vi var blevet advaret om, at der lige omkring midnat ville komme skybrud og vindstød op til 23 sekundmeter. Men meteorologerne havde glemt at sende en Outlook-invitation til Moder Natur, så hun kom dumpende som klamydia på en 3G’er – forventeligt og tidligt.
For vores vedkommende var det klokken 22 om aftenen. På 30 sekunder gik vi fra at sidde omkring bordet og udveksle løgnehistorier til at holde krampagtigt fast i teltstængerne, så kastevinden ikke også skulle få det sidste af vores to depottelte til at flyve væk.
Det er specielt at stå og holde krampagtigt fast i en metalstang i et skybrud, når lynene slår ned rundt omkring, mens man er passager i et telt, der er lige ved at lette, og der er trukket i det helt store skyl oppe i himlen, så vandet står ned i ét stort pløøøøøøp!
Næste morgen kunne vi se på katastrofens omfang. Den var noget mindre, end vi troede, da vi stod midt i det. Kaffemaskinen fungerede stadig. Bilerne, værktøjet og reservedelene havde overlevet og var nogenlunde tørre, og de to ødelagte telte kunne bygges sammen til et helt.
Så vi var klar til søndagens to gældende heats.
Det sidste pløp stikker af
Til heat 1 skulle jeg starte som nummer 6 ud af 10 biler. Første omgang gik fint. Så begyndte motoren igen at sætte ud, indtil jeg på omgang 2 hørte det frygtede pløøøøøøp!, og bilen gik i stå med et suk, der kun blev overdøvet af mit. Jeg fik den parkeret et sted, hvor den ikke stod i vejen, så der skulle en safety-car på banen. Derfra kunne jeg se løbet fra sidelinjen med min egen private regnbyge hængende over hovedet.
Da løbet var færdigt, satte jeg mig i bilen, og mens jeg ventede på fejebladet, sad jeg og kiggede på startknappen og tænkte, “nå ja, jeg kan jo altid lige prøve …”. Jeg trykkede, og motoren sprang i live, så jeg kunne trille i pit og derfra videre til vores genopbyggede depot.
Periodiske. Elektriske. Fejl. Kombineret er det de tre værste ord, for det er svært at fejlfinde på noget, der egentlig virker … til det ikke gør det mere … til det gør igen.
Så i depotet kløede de gode mekanikere fra Arion Racing Scandinavia sig igen i nakken. Der blev skrabet, gnubbet, gnedet og gravet, men den her gang uden nogen stødte på guld og hurtige løsninger.
Lidt senere stod københavneren her så med sine ti tommelfingre og gloede ned i motoren. Jeg rakte ud efter et stik, som jeg lige ville mærke på, fordi det måske kunne være fugtigt efter den lette byge aftenen før. Stikket sad løst.
Et tryk. Et klik. Et problem mindre.
Vi lærte alle noget den søndag på Padborg Park: Hvis fordelingsstikket til tændspolerne ikke sidder fast, kan det godt give lidt udfald …
Fra start som nr. sjok til en førsteplads
Fordi jeg udgik i heat 1, skulle jeg starte helt bagerst i feltet som nr. 13. Lige foran mig havde jeg Asger Thierry i Arion nr. 204, og foran ham stod de andre Arion’er.
Den her gang klappede alt. Bilen fungerede, og jeg var tilbage, hvor jeg var for 1,5 år siden og kunne få noget fart i Arion’en. Jeg vil ikke gå hele heatet igennem, men generelt vandt jeg terræn i Big Mag-kurven og i nedbremsningen for enden af langsiden og følte mig bare rigtig godt tilpas i bilen.
På 15 omgange fik jeg kørt mig op fra en sidsteplads i hele feltet til en førsteplads i Arion-klassen og en fjerdeplads samlet. Du kan se heatet her:
Tak!
Der er rigtig mange mennesker, der har været med til at gøre løbet på Padborg Park 24-25. august til et, jeg vil huske.
Hos Arion Racing Scandinavia er der en tak til Asger Thierry for tålmodigheden og til Per, Christian, Jonas og Martin som knoklede med at få bilen klar før og under løbet. Tak også til Pers kone for mad og kage og til Per for at gifte sig med en udlært konditor.
Tak til alle Arion- og Super Seven-kørere, -teams og hang arounds for godt ræs og selskab, en helt særlig tak til Susanne fra Carstens MC for kaffen, da den var mest nødvendig og sidst, men ikke mindst, en meget stor tak til min familie for at gøre weekenden mulig.
