Endelig kom vi i gang! Intet slår følelsen af at spænde hjelmen til sæsonens første løbsweekend. Sturup Raceway lagde asfalt til, og selvom humøret var i top, sad de første omgange mere i armene end i tiderne.
I løbet af en lang vinter glemmer man hurtigt, hvad det kræver fysisk og mentalt at køre en racerbil på grænsen. Så min mission til åbningsløbet var klar: Få banket rusten af, find farten og husk nu for pokker, hvordan man kører race.
Det blev en weekend med en stejl læringskurve og masser af action.Når man ikke har siddet i raceren et halvt år, føles de første omgange på træningen som om, man prøver at løse en Rubiks terning, mens man kører 180 km/t. Jeg skulle lige finde min “racer-hjerne” frem igen, og det tog længere tid, end jeg havde håbet.
Heat 1: Når stilheden larmer mest
Det blev ikke bedre i første heat. De røde lamper slukkede, og mens alle andre skød afsted som propper fra en flaske, sad jeg tilbage i en larmende stilhed. Jeg stallede. Der sidder man så med en tankfuld benzin i en forstørret blikdåse i ryggen og venter på at blive torpederet bagfra.
Heldigvis fik jeg relativt hurtigt liv i bilen igen. Nu handlede det om at redde, hvad jeg kunne, hvilket for mig betød en del overhalinger de næste 15 minutter. Det rakte til en 2. plads og hurtigste omgangstid i klassen og en placering som nummer 7 samlet. Ikke imponerende og jeg var sulten efter mere.
Heat 2: Kampen mod kemien (og mig selv)
I heat 2 fik jeg en fornuftig start, men jeg kunne hurtigt mærke, at mine gamle dæk havde givet op. Konkurrenterne kørte på frisk gummi, mens mine havde kørt 24 stints siden de kom på i maj måned sidste år.
Problemet er ikke dækslid. For med en kampvægt på kun 590 kg. er bilen er så let på tå, at dækkene næsten ikke mærker, de er på arbejde. Den behandler gummiet mere som en forsigtig kirurg end en grovsmed. Men de mange ‘heat cycles’ er en lydløs morder. Det er ligesom et stykke franskbrød, der bliver ristet, kølet af og ristet igen; til sidst sidder man bare tilbage med en hård tvebakke uden skyggen af greb. I heat 2 var mine dæk officielt blevet til tvebakker.
Tydeligst blev det midt i heatet, hvor en safety-car samlede feltet. Foran mig havde jeg en enkelt Arion, Loke i bil nr. 205 og i hvert fald to Syver-racere, jeg plejer at kunne følge i tempo. Men løbet blev sat i gang igen, trak de alle fra ligegyldigt, hvor hårdt jeg kæmpede. Til sidst var jeg derude, hvor jeg overkørte bilen og tabte endnu mere tempo. Så jeg endte med at smide håndklædet i ringen og acceptere, at den her lørdag eftermiddag på Sturup kunne det ikke blive til mere end endnu en 2. plads i klassen og en 6. plads samlet.
Du kan se mig kæmpe med bilen og dækkene på en enkelt omgang her:
Heat 3: Den store reset (der endte i græsset)
Søndagen bød på regn, og som enhver underdog ved, er regnvejr ”The Great Equalizer”. Nu handlede det ikke længere om nye eller gamle dæk, men om store kronjuveler og sigtbarhed.
For en gangs skyld kom jeg godt fra start og havde det sjovt derude på banen med en bil, der er så livlig, som regnvejret nu engang gør den til. Men så satte mine taktiske evner ud.
Men så satte mine taktiske evner ud.
Sigtbarheden var elendig i regnvejret og sprayen fra bilerne. Men bag mig kunne jeg en af de hurtigere Syver-biler. Umiddelbart kunne jeg ikke se nogen anden bil bag ham, og da han lod til at være en smule hurtigere, endte jeg med at lukke ham forbi. Syverne kører deres mesterskab og i Arion kører vi vores eget. Der er ingen grund til at være i vejen for hinanden.
Det var en stor fejl. For i regnen havde jeg ikke set, at min største rival denne weekend, Loke i Arion nr. 205, lå lige bag ved Syveren. Jeg fik smækket døren i, men de næste mange omgange havde jeg en konkurrent i gearkassen, der bare ville forbi. Det første til noget tæt og sikkert også meget publikumsvenlig race, som var rigtigt rigtigt sjovt.
Så begik jeg heatets anden brøler. Jeg var så overbevist om min egen fart igennem et sving, der hedder The Dipper, så jeg lod døren stå pivåben på min højre side. Det udnyttede Loke til at sætte et rigtigt godt dyk ind, som fik ham forbi. Det var en dum fejl, som jeg burde være for erfaren til at lave.
Herfra blev det kun værre. I et forsøg på et holde mig så tæt som muligt og sætte et modangreb ind, blev jeg lidt for ivrig. Højrefoden blev et par gram for tung på gassen, og bilen smed lynhurtigt bagenden ud, hvor jeg ikke kunne nå at redde den. Når man er på grænsen i regnvejret, bliver for meget pedal ud af et sving straffet med det samme.
Resultatet var at jeg røg af banen. Heldigvis fik jeg bremset bilen, før den ramte autoværnet, men jeg sad fast i græsset og løbet var overstået. Fordi jeg havde gennemført 75 % af løbet, var det dog stadig nok til en 3. plads i klassen.
Heat 3 er værd at se i sine fulde længde her:
Hvad har jeg lært?
Man kan ikke vinde på gamle sutter, og høflighed vinder ikke løb. Nu venter jeg til bankrådgiveren kigger væk, så får jeg købt nogle friske dæk, og så er jeg ellers klar til Jyllandsringen den 9.-10. maj. Der bliver ingen åbne døre der.
I øvrigt bliver løbet livestreamet. Mere om det når jeg har informationen.
Coverbilledet er taget af Jesper Bjarke Andersen. Besøg ham her: Instagram.com/jesperbjarkeandersen
