Som racerkører er Jyllandsringen nærmest ukendt land. Jeg har ikke kørt der siden 2021, og før det … måske i 1848 eller lige deromkring. Og det har regnet hver gang. Så mine forventninger til at køre stærkt kunne samles i tre ord: Nul, zilch, nada.
Lørdagens træning gjorde det ikke bedre. To lange safetycar-perioder betød, at jeg aldrig fik bilen op i fart. De to hurtige omgange jeg kunne have brugt på at give den gas, gik i stedet med at tjekke bremserne og være sikker på, at bremsebalancen sad lige i skabet.
Så tidtagningen føltes som et mindre mirakel. Jeg fik klemt den hurtigste omgangstid ind af Arion-bilerne med 1,2 sekund ned til nærmeste konkurrent. Det er en evighed i racing. Tiden var nok til at sikre mig en syvendeplads på gridden ud af de 18 Arion og Seven-biler, vi var den weekend.
Heat 1 blev mit bedste race nogensinde
Min placering som nummer 7 gjorde, at jeg kunne ligge i inderbanen i første sving, hvis bare jeg kom godt fra start. Det gjorde jeg ikke. Jeg spinner stadig hjulene som en Ibiza-DJ på femtedagen af et speedtrip. Men heldigvis var mindre konkurrenter ikke meget bedre. Så min plan om at klæbe mig fast i bagenden af en de hurtigere Seven-racere foran mig så ud til at blive til virkelighed. Indtil sving 3.
Jeg blev overmodig. Måske skulle jeg have holdt igen på kaffen om morgenen, eller have en hjelm, der klemmer mindre hårdt om hjernen. Lidt for meget gas ud af svinget på kolde dæk var nok til, at bagenden sagde farvel, og bilen havnede i græsset. Der kunne jeg se hele feltet suse forbi, og mine mesterskabschancer smuldre.
Da den sidste var passeret forbi, fik jeg bilen ud på asfalten igen og jagtede efter feltet, som en gal okse efter en rød klud. Desværre fik jeg ikke spændt mit kamera ordentligt fast, så det der burde have været video af mit bedste løb nogensinde, endte en film af himlen. Så jeg ved, at miraklet ikke kom oppefra.
Det var mig selv, der fandt rytmen og spiste feltet en for en. På de næste 10 omgange, kom jeg forbi syv biler – og ja, det inkluderede samtlige andre Arion’er. eg kørte mig op på en samlet 10. plads. Min hurtigste tid var 1:14,021 – fjerdehurtigst i feltet og 2,1 sekund hurtigere end min nærmeste rival. Jeg var ved at gå i opløsning af bare adrenalin.
Banerekorden på Jyllandsrignen i en Arion er 1:12,181, sat af Steffen Hansen i 2023. Den bliver aldrig slået, medmindre nogen bygger en jetmotor ind i sin bil. Men i fem år før det hed rekorden 1:14,337. Jeg var 3/10 hurtigere end det og ærligt talt overrasket.
Heat 2 hvor racing tager hævn
Til heat 2 skulle vi vende startgridden for den forreste halvdel af feltet. Dem der kom sidst over stregen i heat 1 skulle starte forrest, og de første sidst. Reglerne er lidt mere komplicerede end det, men resultatet var, at jeg skulle starte som 4’er med mine nærmeste rivaler Kim Sunesen i Arion 201 som 3’er og Loke Busch i Arion 205 som 2’er. Bag os havde vi nogle meget hurtige Seven-racere, der normalt starter som missiler.
Jeg startede igen med alt for meget hjulspin. Et par Seven-racere fløj forbi mig, og snart lå jeg op ad bagenden på Loke Buschs Arion, men det lille hul mellem os blev hurtigt fyldt af et par andre speed-dæmoner fra Seven-klassen. Så min plan var at h, der opstod, blev hurtigt fyldt ud af et par andre speed-dæmoner. Så min nye plan var at få noget ro på, finde rytmen, holde kontakten med Loke og de 3-4 Seven-racere mellem ham og mig. Seven-racerne var klart hurtigere, så når først de var kommet forbi, kunne jeg slå til.
Desværre havde jeg ikke set, at Mikkel Holch i sin Seven-racer havde fået tekniske problemer. Det er ligesom at køre bag en lastbil med en punktering. Jeg hentede ind på ham i det hurtige sving før langsiden og var næsten nået op, da han pludseligt begynde at bremse. På det tidspunkt kørte jeg vel omkring 120 km/t og brugte alt greb på at holde mig på banen.
På videoen kan jeg se, at jeg i de brøkdele af et sekund, jeg havde, forsøgte at styre uden om og bremse en smule, men med nul greb i overskud, var det nok til at bilen snurrede rundt. Jeg endte med at hænge på curben som en strandet hval, og det tog mig over 30 sekunder at komme fri og tilbage på banen igen. Løbet var tabt. Jeg fik dog indhentet en enkelt konkurrent og endte på en samlet tredjeplads, fordi to andre Arion-biler havde været uheldige og måtte udgå. Eneste trøst var, at jeg for tredje gang satte klassen hurtigste tid.
Men i motorsport er hurtigste omgang nærmest ligegyldig. Det er banepositionen, der tæller, og den havde jeg tabt.
Mesterskabet spidser til
Med ét løb tilbage er kampen om at vinde mesterskabet i Arion Racing Championship så åbent som en døgnkiosk på Istedgade. I den endelige mesterskabsstilling er der lige nu kun 6 point mellem Loke Busch, Kim Sunesen og mig, så vi har alle en god chance for at gå hjem med pokalen efter 2025-sæsonens sidste løb, der bliver kørt den 4-5 oktober på Padborg Park.
Vejrudsigten siger 9 sekundmeter og op til 17 millimeter regn. Raceudsigten siger drama.
