You are currently viewing De bedste Arion S2-videoer

De bedste Arion S2-videoer

  • Post author:
  • Post category:Bilen

Tak til Janet Jackson og en 25-årig bangladesk/tysk lummerkarl for at vi i disse coronatider i det mindste kan få stillet sulten efter racing på nettet. Her er en lille håndfuld af de bedste Arion S2-videoer.

1. februar 2004 sidder det halve af USA klistret til skærmen til Super Bowl XXXVIII. Hovednummeret i det store pauseshow er Janet Jackson. Hun går på scenen med et medley af sine største hits: All for You, Rhytm Nation, The knowledge.

Så træder Justin Timberlake ind til Rock your body, som de tager i duet. Da Timberlake når til, ”I’m gonna have you naked by the end this song”, river han en del af Janet Jacksons kostume af, og et piercet bryst vælter frem. Et sekund senere klipper CBS væk, og USA går amok.

I halvmørke værelser kloden rundt stiger interessen for Janet Jackson og hendes kunst eksplosivt. Millioner af musikinteresserede mænd går på jagt efter et klip, hvor de kan nærstudere forestillingens detaljer i slowmotion. En af dem, der sidder stakåndet og søger, er Jawed Karim en 25-årig softwareudvikler. Frustreret over, hvor svært det er at finde lige præcis det her bare bryst, finder han i stedet sin passion. Han vil skabe et site, hvor man nemt kan dele videoer af mere eller mindre bare damer. Dermed bliver YouTube født.

I dag er YouTube selvfølgelig overtaget af kattevideoer, mens brysterne efter sigende er forskubbet til andre dele af internettet. Men heldigvis er det også stedet, hvor racingfans kan tage en pause fra corona og det frustrerende faktum, at store dele af 2020-sæsonen lige nu ser ud til at være aflyst. Så her er et lille udvalg af de bedste videoer med Arion S2 in action. 

Et hurtigt kig fra sidelinjen

Første video er på et lille minut og viser en kort prøvetur af en Arion S2 set fra sidelinjen. Det hele er optaget på Cadwell park i England.

Med ombord for første gang

Den anden video er lidt længere og optaget på fantastiske Snetterton i England. Selv med vægten af en ekstra passager, lykkedes det ikke for Porschen i front at trække fra for alvor.

En lidt anderledes vinkel

Sådan ser det ud i bakspejlet fra asfaltplan, når man har en Arion S2 lige bag sig.

En kamp mod giganter

Det er her er en 4 år gammel video fra dengang Arion S2’eren stadig var under udvikling. Den er optaget på Castle Combe i England og demonstrerer tydeligt, hvor hurtig den lette Arion er i svingene, og hvor meget den kan hente på nedbremsningen. Bilen i front er en Ginetta, der også udelukkende er bygget til at køre race.

Holger

Teamejer og kører for Vbro Racing med passion for motorsport.