Jeg har et ritual, når jeg skal ud at flyve. Nej, jeg skal ikke have mine heldige boxershorts på, eller banke tre gange på metaldetektoren, mens jeg siger ”Langtbortistan” bagfra. Så eksotisk er det ikke. Jeg skal bare altid liiige forbi bladkiosken og samle et motorsportsmagasin og gerne en bog op.
Jeg er nemlig en sucker for lufthavnslitteratur. Ikke sådan noget med Da Vinci-koden, nej, jeg finder mit affald på en anden hylde nemlig den med vulgær faglitteratur. Med vulgær mener jeg ikke hø-hø, prut-prut, Frank-Jensen-i-øret-vulgær, men vulgær som i populær; skrevet for den brede befolkning.
I Danmark er det gode eksempel Morten Münster og hans monsterhit ”Jytte fra marketing”, mens den udenlandske gigant inden for lufthavnsbaskere, som Münster er mere end almindeligt inspireret af, er Malcolm Gladwell. Ham er jeg selv kæmpefan af, fordi han er så forbandet overbevisende; selv når han på et spinkelt grundlag trækker sine konklusioner til yderste.
Det er for eksempel Malcolm Gladwell, vi kan takke for den udbredte myte om, at det tager 10.000 timer at blive rigtig godt til noget. Han har ikke fundet på det eller for den sags skyld undersøgt, om det er rigtigt. Han har bare udbredt en norsk forskers lillebitte studie fra 1993, overdrevet betydningen helt vildt, pakket det ind i overbevisende retorik og lækkert design og fået det placeret på hylden i lufthavnskiosken, hvor rejsende som mig hiver det ned fra hylden i et håbløst håb om, at stewardessen og andre vil tro, at vi selv på flyveren kun slapper af med seriøs og intellektuel faglitteratur.
Om 770 år er sejren i sigte!
Tænk, hvis det virkelig tog 10.000 timer at blive god. Lad mig prøve at oversætte det til min virkelighed: I Arion Racing Championship kører vi 7 løb i 2022. Til hvert løb har vi 1 træning à 20 minutter, 1 tidtagning à 20 minutter og derefter 2 gældende heats på 15 omgange hver. Et heat tager typisk 20 minutter.
Under en løbsweekend får jeg derfor sammenlagt kørt 80 minutter. Hvis jeg kan skrabe sponsorpenge nok sammen, kommer jeg også ud på en enkelt testdag, hvor jeg højt sat får kørt måske 4 timer. På et år bliver det så til i alt 13 timer og 20 minutter.
Med Malcolm Gladwells tommelfingerregel om at skulle øve sig i 10.000 timer, vil jeg derfor tidligst kunne forvente at være en god kører i år 2791.
Det har jeg ikke rigtigt tålmodighed til.
Derfor har jeg for alvor kastet mig over bilspil. Eller nej, det må vi ikke længere kalde det, for det fornærmer alle de unge professionelle, der ser det som den levevej, det er blevet, og ærlig talt er det også misvisende. For der er milevidt fra dengang, jeg sad og spillede Pole Position på Commodore 64 til nu, hvor jeg sidder i topprofessionelt gear og kigger på en bane, der dårligt er til at skelne fra virkeligheden.
I dag hedder det simracing, og det er med rette blevet en kæmpeindustri og sport i sig selv. Den mest udbredte hardcore simulation, iRacing, har tæt på 200.000 aktive kørere, som betaler et pænt månedligt abonnement for fornøjelsen. På trinnet under, hvor simulatorerne bliver lidt mere spilorienterede, er der millioner af mennesker, som har kastet sig over Assetto Corsa, Project Cars og F1 2021.
Simracing gør mig til en bedre kører
Niki Lauda sagde om sig selv, at gud kun gav ham en okay hjerne, men en fantastisk røv, så han kan mærke alt, hvad bilen foretager sig. Det er den fornemmelse af bevægelse, man mangler i simracing. Her er det kun følelsen i rattet, det visuelle og lyden af dækkene, der fortæller, hvad bilen gør. Men de tre former for input har man også i virkeligheden, så selv om g-kræfterne mangler, kan simracing stadig bygge bilhåndtering og racecraft op, og det er sådan, jeg bruger det.
Jeg kører iRacing, fordi løbsoplevelsen er tættest på virkeligheden, og jeg kører i en Skip Barber Formula 2000, fordi den ydelsesmæssigt minder om min Arion, og fordi den er nem at køre hurtigt, men forbandet svær at køre rigtig hurtigt. Det er en bil, der skal køres med utroligt meget fornemmelse for balancen og for, hvor grænsen går i modsætning til de store Porscher og andre GT-biler, mange simracere foretrækker, hvor hestekræfterne kan dække over småfejl.
Jeg kører den også, som jeg kører min Arion i virkeligheden på en bane. Så jeg insisterer på at bruge manuel kobling, selv om det er langsommere, og jeg giver ikke gas, samtidigt med at jeg bremser, selv om throttle-braking er en af hemmelighederne bag hurtige omgange i en Skip Barber i iRacing.
Derfor kører jeg hos P1 Esport
Udstyret skal være i orden. Derhjemme har jeg kun et gammelt og gennemtævet Logitech G25-rat og et sæt pedaler med absolut ingen feedback i. Det er brugbart, men langtfra ideelt.
Heldigvis slog P1 Esport dørene op sidste år. Det er en simracingklub, hvor man tegner medlemskab og får adgang til simulatorer, der kommer så tæt på helprofessionelle setups, som man kan komme for menneskepenge. Her er ordentlige racersæder, pedalsæt der giver rigtig feedback på bremsetryk, store skærme og rat med moment og feedback nok til at give ømme arme.
For mig gør det en enormt stor forskel at sidde i rigtigt udstyr. Så jeg er der fast to gange om ugen for enten at køre et løb i min iRacing-serie eller simpelthen for at træne. Jeg kan både mærke og måle, at det gør en forskel både på mine tider, min bilkontrol, min koncentration og hele min tilgang til at køre bilen.
Noget af det, jeg har lært, er at blive mere kontrolleret. Jeg har nemlig en tendens til at overkøre mine biler, når jeg vil være hurtig. Jeg føler mig måske lidt presset, og så bremser jeg senere eller går hårdere på gassen, end jeg burde. Det er måske en publikumsvenlig måde at køre på, fordi det kan se voldsomt ud og risikoen for afkørsler stryger i vejret, men det er også langsomt.
Hemmeligheden bag at køre en racerbil hurtigt ligger i at styre vægtoverførslen, når bilen bremser, accelerer og drejer. En abrupt overførsel fører til ubalance, udskridning og langsommere tider, mens bløde og kontrollerede overførsler giver hurtigere tider. Smooth is fast, bliver der sagt.
Simracing har givet mig nogle af mine bedste oplevelser af, hvad smoothness gør af forskel, og hvordan det føles, når man er i zonen og ikke længere tænker, men bare handler instinktivt, kontrolleret og hurtigt. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at nogle af mine bedste raceoplevelser har været at ramme Hawthorn Bend på Brands Hatch eller chikanen efter Butchers på Knockhill Circuit helt perfekt og flydende i en simulator.
Det kan jeg gøre hos P1 Esport fordi, at udstyret er i top, og hele klubben er indrettet til én ting: At give de bedst mulige rammer for Københavns simracere og skabe et fællesskab, hvor simracere, kørere og fans kan dele vores passion for racing.
Prøv det. Nu.
Hvis du bare er en lillebitte smule interesseret i biler og motorsport, så gør dig selv en tjeneste og prøv, hvordan det er at køre i en rigtig simulator. Jeg lover dig, at det vil være en øjenåbner.
Forretningsmodellen hos P1 Esport er egentlig, at man skal tegne et månedsabonnement, der så giver adgang til træning og løb og til instruktører. Men du kan også bare booke en simulator på timebasis. Her i skrivende stund er det endda med en introduktionsrabat, hvor du lige nu kan køre en time for bare 49 kroner. Det er svært at finde mere underholdning for færre penge! Du finder P1 Esport i Adelgade og her er linket til deres side.
Velkommen til P1 Esport som sponsor
Hvornår har du sidst anbefalet et produkt eller en virksomhed? Jeg gør det meget sjældent, men jeg gør det gerne med P1 Esport, for jeg været medlem længe og fået rigtig meget ud af mit medlemskab. Derfor er jeg også stolt af, at de er sponsorer for Vbro Racing i 2022. Jeg glæder mig til at vise deres logo frem på de danske og svenske racerbaner.
