Ah, sæsonåbning! Den tid på året hvor motorerne brøler, dækkene skriger og adrenalinen koger over som en billig elkedel fra Lidl. Men i stedet for et glædeligt gensyn med racing, blev åbningsløbet på Sturup Raceway den 5-6. april en weekend, der nærmest bare skulle overstås.
Snot og søsyge på asfalt
Misforstå mig ikke. Enhver raceweekend er selvfølgelig per definition en god weekend. Lige som enhver tatarmad er en god mad og enhver film med Cate Blanchett i hovedrollen er en god film. Men sæsonåbningen på Sturup var ikke karrierens bedste.
Det var selvfølgelig arktisk koldt – det er jo Sverige i april. Og midt i det hele stod jeg med en viruscocktail, der fik ebola til at ligne en let snue. Jeg nægtede naturligvis at kalde det “bare en forkølelse”, som min bedre halvdel påstod, inden hun skubbede mig ud ad døren. Men hvad ved kvinder også om smerte?
Og bare for at gøre det ekstra fornøjeligt: Jeg havde øresten. Ja, det er åbenbart noget, voksne mennesker får. Resultatet? Jeg svimlede rundt som om jeg befandt mig midt i et cocktailparty på en færge i stormvejr. Ikke ligefrem ideelt til præcisionskørsel.
Maskinens hævn
Mit mål var at forbedre min tid fra 2022 med ét sølle sekund. Jeg var … lad os bare sige en del langsommere. Måske fordi jeg stort set ikke havde rørt en racerbil sidste år. Måske fordi jeg er blevet rusten som en 90’er-Alfa i dansk vintervejr. Eller måske fordi bilen konstant faldt fra hinanden.
Transponderen døde. Koblingskablet sagde farvel under kvalifikationen. Og så – naturligvis – endte jeg i autoværnet, fordi en langsommere bil fra en anden klasse syntes, at det at spærre for mig var det rigtige valg. Resultat: rat skævt, sporingen skæv, og humøret i frit fald.
Og så var der det med speederen
Søndag morgen forsatte uheldene. Under warm-uppen sad speederkablet, så det, der skulle have været en hård nedbremsning, blev en acceleration ud på græsset. Jeg snittede autoværnet og udgik.
I andet heat sad jeg fast bag to langsomme Seven-biler, som det tog mig alt for lang tid at komme forbi. Dermed var det heat ødelagt for mig, og jeg endte på en tredjeplads i klassen.
Generelt var det et problem hele weekenden, at der blev taget alt for lidt hensyn til, at vi er to klasser, der kører sammen (Arion og Seven) men ikke konkurrerer med hinanden. Vi kører hvert vores løb. Så der er intet vundet ved at spærre for en bil fra en anden klasse, man skal bare se at komme ad vejen.
Heat 3 skulle for mit vedkommende bare overstås. Det blev det med en 2. plads som resultat og også min bedste tid for weekenden, der dog stadig var 0,7 sekunder fra min bedste tid på Sturup og dermed næsten 2 sekunder fra mine helt feberagtige ambitioner i starten af weekenden.
Normalt uploader jeg onboardvideoer fra mine løb. Men denne gang er de for my eyes only. Ingen har brug for at se mig misse apex gang på gang og generelt køre alt for usikkert og urutineret.
Nu ser jeg frem til løbet på Padborg Park i slutningen af maj. Forhåbentlig bliver det uden tekniske uheld og kørerfejl, så jeg kan få en raceweekend, der bringer smilet frem og får Sturup til at fortabe sig.
