Mesterskabet i Arion Racing Championship skulle afgøres til finaleløbet på Padborg Park den 4.-5. oktober. Seks sølle point adskilte de tre førende i mesterskabet. Vejrudsigten lovede 50 millimeter regn, stormende kuling og al den elendighed, Danmark kan mønstre, når det virkelig gælder. Perfekte forhold, hvis man er til race med dramatik.
Lørdagen faldt helt fra hinanden
Vi skulle køre vores træning lørdag morgen. På vej til banen stod himlen åben. Landevejen var belagt med nedfaldne blade og grene, og et enkelt sted måtte jeg undvige et væltet træ. Det var koldt, det var vådt, det var blæsende og Padborg Parks asfalt var glat som badefliser smurt ind i brun sæbe.
Jeg havde ikke haft tid til at gå en tur rundt på banen aftenen før, så jeg ville bruge første del af min træning til at forsøge at finde de rigtige regnvejslinjer. Hvor var der stående vand, jeg skulle undgå? Hvor var der asfalt med bare en lille smule mere greb?
Men jeg var kørt ud med helt forkert dæktryk og måtte kæmpe med at få nok varme i dækkene til, at bilen overhovedet kunne stå fast. Det gik ud over anden halvdel af træningen, hvor jeg ville give den lidt mere gas. Det blev aldrig rigtigt godt. Træningen blev bare en våd udflugt.
Fra en lille fejl til en stor
Jeg drog den forkerte konklusion af træningen. Derfor bad jeg mekanikerne om at ændre opsætning og dæktryk på bilen til tidtagningen som lå nogle timer senere – stadig i blæst og regn.
Det blev helt balalajka. Bilen var komplet umulig at styre. Det endte derfor også med, at jeg snurrede rundt hele 4 gange undervejs. Officials må have spekuleret på, om jeg var udvalgt som kører via en lodtrækning blandt tilfældige tilskuere.
Den fejlvurdering lagde grundstenen til de dårlige løbsresultater race dagen efter.
Løbsdag: Jeg smider selv mine chancer
Lørdagens katastrofe tidtagning placerede mig helt nede som nummer 12 på startgridden. Foran mig havde jeg den pointførende i klassen, Loke Busch i Arion nr. 205. Strategien var enkel: Følg med, find hans svage punkter og slå til, når muligheden er der.
Men jeg var ikke til enkle planer den weekend. I stedet tænkte jeg, ”lad os prøve noget”, da starten gik, og forsøgte at lægge fra land med meget lavere omdrejninger end normalt for at undgå hjulspin på den regnvåde bane. Det gik helt galt. Jeg stallede og røg helt bagerst i feltet.
Så gik jagten ind, men med et par Seven-racere som rullende chikaner foran, var det som at spille Mario Kart uden power-ups. Galt blev til værre på allersidste omgang, hvor jeg bremsede for hårdt og for sent og løb tør for asfalt for enden af langsiden.
Heldigvis er indkørslen til pitten på Padborg Park placeret der, så jeg fik drejet bilen ind i pitten og over den målstreg, som også er placeret der. Det rakte til en andenplads i klassen.
Heat 2: sidste chance, og sidste fejl
Fordi jeg kom ind som samlet nummer 11, skulle jeg også starte på en 11. plads til sidste heat. Den førende i klassen kom ind på en samlet 8. plads og kunne starte som nr. 2, fordi vi vender den forreste del af feltet om til det sidste heat.
Det er lidt kompliceret, men konsekvensen var enkel: Jeg skulle vinde løbet, og min konkurrent skulle enten udgå eller havne på en tredjeplads i klassen for, at jeg stadig kunne nå at sikre mig mesterskabet.
Min start var væsentligt bedre. Efter et par omgange havde jeg Arion nummer 205 lige foran mig med Lars Henriksen i Seven-racer nummer 147 mellem os. Igen viste Lars, hvorfor han blev valgt til årets gentlemankører i 2025. Det var ikke hans kamp, og betød intet for hans placering i Seven-klassen, så han trak ud og lod mig komme forbi. Tak Lars!
Bag Loke i nr. 205 begyndte jeg at lede efter overhalingsmuligheder – og nogle gange efter hans bil, fordi lygter og regnlys var slukket. Så begik jeg min fjerde og sidste fejl. Ned ad langsiden gik jeg med på en nedbremsningsduel, som jeg skulle have holdt mig fra. Der var meget bedre overhalingsmuligheder andre steder på banen.
Resultatet var, at jeg igen udbremsede mig selv og måtte en tur igennem pitten. Herefter var løbet helt tab. Jeg endte med sæsonens dårligste resultat og måtte opleve at blive taget med en omgang af de førende Seven-racere.
The end … og lidt håb
Weekenden blev en kaskade af dumheder. En dårlig beslutning lørdag morgen udviklede sig til faldende dominobrikker af fejl.
Men da bilen endelig var sat rigtigt op søndag, var den faktisk fantastisk. I regnvejret under heat 2, med tilliden til bilen tilbage, var jeg hurtigst på banen – næsten et sekund foran nærmeste konkurrent.
Så ja – Padborg blev en fuser, men det er svært at være alt for sur, når man trods alt havde det enormt sjovt i regnvejret.
