Sponsoreret af
Verifi-logo

Sturup Raceway

Sæsonens sjoveste racerbane

Tæt på Malmø Lufthavn ligger Sturup Raceway, der er en jävla godis af en racerbane!

Den nærmeste – og bedste – racerbane

Jeg kommer aldrig til at indrømme det her over for en svensker, men, kære læser, nu er det bare os, så kom tættere på og fold ørene ud: Danmark er en femterangsnation sammenlignet med Sverige. Hvor svensken har IKEA, havde vi BIVA, til dén drøm gik under. Hvor de har Volvo, havde vi Ellerten, der aldrig slog igennem. Hvor de har Gripen, havde vi Tårnfalken, som vi helst alle vil glemme alt om.

Når det gælder motorsport, er Sverige ganske enkelt lysår foran Danmark. Men hvem er ikke det? Selv Nepal eller Andorra er nok. Fakta er, at alt er større og bedre i Sverige, og det gælder også racerbaner.

Tag nu Sturup Raceway, der ligger små 45 minutters kørsel fra København. Vi har kørt på den siden 2022, hvor jeg (i total ubeskedenhed) lavede hattrick med pole position, førsteplads og hurtigste omgang. De løb har slået fast, at Sturup Raceway ubetinget er den sjoveste og mest udfordrende racerbane på kalenderen.

Banen som den var og er

Sturup Raceway blev født som en 700 meter lang grusbane i 1972 og blev i 1980’erne forlænget til 1.200 meter. I 1990 blev den asfalteret og omdannet til en permanent racerbane og Sveriges sydligste legeplads for både biler og motorcykler. Ved årtusindskiftet gennemgik banen endnu en betydelig opgradering, og i 2005 blev den udvidet til sin nuværende længde på 2.087 meter.

Sturup Raceway, kurver og sving

Teknisk udfordrende layout

Med sine 11 sving og relativt korte længde holder Sturup Raceway kørerne på tæerne. Banen er præget af hårnålesving, hurtige retningsskift og højdevariationer, der stiller store krav til både kørerens teknik og bilens opsætning. Kombinationen af skarpe sving og korte langsider betyder, at der sjældent er plads til at slappe af bag rattet, trække vejret, og tjekke målerne for at se om motoren er tæt på at eksplodere.

Vil du se, hvordan hurtige omgange ser ud på Sturup Raceway, så kig med her:

Dansk motorløb på Sturup Raceway

Gennem årene har Sturup Raceway været vært for flere prominente danske motorsportsserier. I 2008 blev der afholdt løb i både Swedish Touring Car Championship (STCC) og Danish Touringcar Championship (DTC), og i 2012 vendte Scandinavian Touring Car Championship (STCC) tilbage til banen.

I 2025 kører de danske klasser Arion Racing Championship, Seven Racing, C1 Scandinavia, DS3 Cup og Touring Car Championship Denmark på Sturup Raceway.

Den officielle banerekord på 0:59,040 er i øvrigt i danske hænder. Den blev sat af Julius Dinesen i en Mygale Formel 4-racer tilbage i 2022.

Live timing

Vil du følge med i løbene undervejs og se resultaterne, foregår det på svenske raceresults.se

Adresse og kalender for Sturup Raceway

Nötesjövägan 317
233 91 Svedala

På sturupraceway.com finder du en kalender for sæsonens løb og events.

Information til publikum

Det er gratis at se løb på Sturup Raceway. Ja, du læste rigtigt. 45 minutters kørsel fra København har du gratis adgang til en af Skandinaviens fedeste racerbaner, og du har et fuldfedt alternativ til at skulle spilde søndagen på at se AGF spille mod Esbjerg på tv.

Sturup Raceway har to fine tribuner til publikum. Den ene står i Parabolica. Herfra har man et godt overblik over to gode overhalingsmuligheder. Den ene er i nedbremsningen for enden af start/mål-langsiden, den anden er i Airport Bend, hvor både inder- og yderbanen byder på muligheder.

Paddock Hill har også en tribune. Her er bilerne langt nede i fart, når de kommer rundt i Captain’s Hairpin, så der er mulighed for at følge med i, hvor meget der egentlig skal kontrastyres og kæmpes for at finde farten uden at miste grebet helt.

Så gratis adgang og fantastiske muligheder for at følge med – det var de gode nyheder. Den dårlige er, at der ikke rigtig er tænkt på mad og drikke til publikum på banen. Så det skal man enten selv tage en 10-minutters biltur ind til landsbyen Svedala, der byder på alt fra Svedala Pizzaria til Svedala Krog (man aner, at der er tænkt længe og grundigt over navngivningen).

Jeg har ikke selv spist nogen af stederne, men om Svedala Krog skriver Saga Väring i Google-anmeldelserne: ”Restaurangen har nyligen flyttat till gågatan. Men som vanligt märker man att det är kärlek i det som lagas. Här snålar dem inte kan jag säga! Rekommenderar stort!

Trackdays og events

Du kan selv prøve kræfter med Sturup Raceway for så lidt som 995 devaluerede svenske træpenge, når banen arrangerer trackdays og forskellige events. Har du mod på mere, kan du komme ud og køre i en Porsche Cayman S og Porsche 911 Carrera eller endda prøve at være racerkører en hel dag, hvor du bliver sluppet ud på banen og kører mod andre.

Alt det kan du læse mere om her.

Vbro Racing og Sturup Raceway

Jeg kørte mit allerførste baneløb nogensinde på Sturup Raceway. Det var tilbage i 2016 i en Mazda MX-5. Derefter var jeg tilbage i 2022 i den Arion S2, som jeg kører i nu.

Min bedste tid var 1:05,411 på et sæt temmelig slidte dæk. Det gjorde mig til den hurtigste Arion-kører, men der var langt op til førerfeltet i Syver-klassen, som vi kører sammen med. De lå i tider omkring 1:04.

Du kan se det sidste heat fra mit 2022-løb her:

I 2023 skiftede en af de bedste Syver-kører, den 6-dobbelte Danmarksmester Steffen Hansen, til Arion i en enkelt sæson. Han satte en fantomtid på Sturup Raceway på 1:03,021. Så det er, hvad bilen er i stand til under de rigtige forhold med den rigtige kører.

Det er 2,4 sekunder hurtigere, end jeg nogensinde har kørt. Hvor han fandt den tid henne, forstår jeg ikke, men den skal jagtes. Så når vi kommer tilbage på banen til årets første løb i 2025-sæsonen den første weekend i april, skal jeg ned på 1:04-tider.

Den her gang har jeg et sæt friske dæk og hvis det så bare kan holde tørt, er det ikke urealistisk. Følg med her på siden og se, om det lykkedes.