6 år efter min debut som racerkører på Sturup Raceway kom jeg endelig tilbage til den smukke, bakkede og svære svenske bane og gik hjem med en 1. plads, hurtigste omgangstid og banerekord for klassen.
Den 11-12. juni 2016 kørte jeg mit første rigtige racerløb. Det foregik på Sturup Raceway lige ved siden af Malmø Lufthavn. Bilen var en Mazda MX-5, og resultaterne var … nåja, i den meget lave og bekymrende lunkne ende af svømmebassinet. Jeg kørte 7-8 sekunder langsommere pr. omgang end de hurtigste, blev taget med en omgang og måtte se det sidste af 3. heat fra sandgraven.
Nøjagtigt 6 år senere, den 11-12. juni 2022, kom jeg endelig tilbage til Sturup Raceway. Denne gang til 3. runde i Arion Racing Championship, som vi kører sammen med Seven Racing.
Aldrig et stille øjebik på Sturup
Sturup Raceway er kendt for at være banen, der æder dæk og kræver ens fulde opmærksomhed hele tiden. Den er bakket, snoet og teknisk svær, fordi der er mange forskellige linjer, man kan køre, og det er ikke altid ligetil at vurdere, hvad der egentlig er det hurtigste.
Banen ser sådan her ud:
Vi skulle have kørt på Sturup sidste år, men det blev desværre aflyst. For Arion-klassen var det derfor første gang, vi kørte på banen, så hurtigste kører ville også sætte banerekorden.
We few, we happy few
Desværre er Arion Racing Championship stadig en meget lille klasse. To blev væk på grund af sygdom og andet, og en fik en teknisk defekt, så han måtte udgå fra weekenden. Derfor blev kampen kun mellem mig og Asger Thierry i Arion nr. 204.
Blandt Seven-kørerne var der også mandefald. De førende i mesterskabet deltog for at hive point med hjem, mens det kneb mere med midterfeltet.
Derfor var vi i alt kun 9 biler på gridden, hvilket er skørt som en Range Rover på lavprofildæk. For ikke bare er Sturup den nok bedste bane på hele løbskalenderen, vi får også meget mere køretid end på de danske baner.
En normal løbsweekend på fx Padborg kører vi sammenlagt 1 time og 20 minutter med træning, tidtagning og 2 gældende heats. På Sturup bliver det til 2 timer i alt. Oven i det er der mulighed for at træne fredag, hvilket jeg gjorde i sammenlagt 2 timer. Det betyder, at jeg alt i alt fik kørt lige så meget i løbet af weekenden på Sturup, som jeg kommer til at gøre hele resten af løbssæsonen. Det er vel værd at tage et smut til Sverige for?
Bittersød sejr
Hele weekenden igennem var jeg hurtigere end min konkurrent i Arion nr. 204. Så jeg burde være gået hjem med førstepladser i alle tre heats, men det blev kun til en enkelt.
I 1. heat missede jeg starten fuldstændigt. Jeg kom hurtigt op igennem feltet og op til den anden Arion, men blev utålmodig og oversatsede for at komme forbi, så jeg spandt rundt på banen og måtte udgå.
Jeg startede derfor næstsidst på gridden i 2. heat og lavede igen en rigtig dårlig start. Igen kom jeg hurtigt op igennem feltet og op til konkurrenten, men Sturup er meget svær at overhale på, og jeg fandt aldrig den rigtige vej forbi, så jeg måtte nøjes med andenpladsen.
Du kan se heat 2 her. Der er et par gode nærkampe og også en enkelt kontakt ved 15:07.
Til tredje og sidste heat lavede jeg igen en rigtig dårlig start, og hjertet sank ned i halsen på mig, da min konkurrent drønede forbi. Jeg var ikke i humør til 15-16 omgange mere bag ved ham. Heldigvis åbnede han døren på vid gab, da han på omgang 3 kom for bredt ind i Parabolica, så jeg kunne dykke ind og komme relativt nemt forbi. Derefter spolede jeg et forspring ud på omkring 8 sekunder og kørte et ret begivenhedsløst løb, hvor jeg hverken havde biler foran eller bagved og følte mig helt Palle alene på banen.
Du kan se heat 3 her. Efter min overhaling ved 3:38 sker der ærlig talt ikke så meget mere.
Jeg fik min første 1. plads nogensinde og satte hurtigste omgangstid. Fordi det var første gang, Arion-klassen kørte på banen, er det så også den gældende banerekord. Dermed blev det et hattrick, men også et lidt bittert af slagsen. For mere vil have mere, og det burde være blevet til 3 gyldne pokaler i stedet for bare en.
Læren fra Sturup
Vi var meget få kørere, så der er ikke meget datagrundlag, men generelt var Arion-bilerne langsomme hele weekenden sammenlignet med Seven-kørerne.
Oppe i toppen stak de 4 Seven-racere med 1300 ccm Suzuki-motorer helt af fra resten af feltet. Det er tungere biler, men de har også væsentligt mere moment, end de biler med 1000 ccm motorer, som Arion og nogle af Seven-bilerne kører med. ”There’s no replacement for displacement”, som W.O. Bentley sagde. Det viste sig at være meget sandt på Sturup Raceway.
Hvad der var mere bekymrende var, at tidsforskellen var større end normalt og at også Seven-racerne med samme motorstørrelse som Arion-bilerne så ud til at have mere fart på.
Noget af årsagen kan findes i dæk, der var mere slidte end Jan Gintbergs vittigheder. Fredagens træning havde tævet mine lakridser helt igennem, og da jeg nåede frem til søndagens sidste heat, var der ikke meget gummi tilbage. En weekend på Sturup kræver et dæk med en hårdere compound end de softdæk, vi kører med, eller den kræver et ekstra sæt.
Men dæk og dårligere undskyldninger er ikke alt. Jeg kunne godt have kørt hurtigere. Når jeg ser på sektortiderne, taber jeg et helt sekund alene i sektor 2 i forhold til de hurtige 1300-kubikere, mens jeg taber endnu et halvt sekund i hver af de andre sektorer.
Det passer meget godt med, at jeg under træningen lå bag ved en af de hurtigere Seven-kørere og fulgte nogenlunde med, men blev sat totalt af i svingkombinationen Club House og Carousel. Det er en kombination, som kan køres med flere forskellige linjer, men generelt er den hurtigste at snitte så lige igennem som muligt, bremse hårdt og så køre dybt igennem svinget. Det forsøgte jeg mig med, men jeg synes aldrig, jeg fik ramt den helt rigtigt i løbet af weekenden, hvilket også afspejler sig i tiderne.
Endeligt er der starterne … 3 helt forfejlede starter er 3 for mange. Så kan det godt være, at min kobling var for løs, så bilen begyndte at trille allerede inden starten i de to første heat, men det ændrer intet ved, at jeg tæt på at stalle ved hver eneste start. Her er klart potentiale for forbedring.
Jeg håber, at Sturup kommer på kalenderen igen til 2023-sæsonen. Jo, der er langt for de jyske konkurrenter – så får de også prøvet det – men der er også i løbet af en enkelt weekend lige så meget køretid som i en halv sæson; og det på en bane, der er større og mere udfordrende end de danske.
Kommer vi tilbage er mit mål at sætte en 1:04 tid. Det er muligt på nye dæk og med fokus på at finde en bedre vej gennem sektor 2.
