Anden runde af Arion Racing Championship 2025 foregår på flade, forblæste og helt igennem sønderjyske Padborg Park. En bane så meget i pandekageniveau, så Holland ville få komplekser. Alligevel formår den altid at være forbløffende underholdende – lidt som at spille skak med en vred grævling.
Normalt er det en bane, jeg klarer mig okay på. Men før du tror, at det bliver en weekendtur med pokaler og champagne, så lad mig lige kaste en skiftenøgle i maskineriet.
Til løbet skifter vi nemlig dækleverandør fra Avon til Hankook. Og det betyder, at hele weekenden bliver en slags avanceret voodoo-session med temperaturgætterier og forsøg med dæktryk, mens jeg forsøger at lure den helt særlige sorte magi af, som skal til for at Hankook-dækkene til at fungere optimalt.
Komplet tidsplan
Version 1, 30. april
Lørdag den 17. maj
07:20 Førermøde
08:00 Træning for Arion og Seven
08.25 Træning for DS3
08.50 Tidtagning 1 for C1
09.20 Tidtagning 2 for C1
09.45 Træning for TCCD
10.10 Tidtagning for Arion og Seven
10.35 Tidtagning for DS3
11.00 Tidtagning for TCCD
11.25 Heat 1 for C1
MC-kørsel resten af dagen
Søndag den 18. maj
09.00 Heat 1 for Arion og Seven
09.25 Heat 1 for DS3
09.50 Heat 1 for TCCD
10.15 Heat 2 for C1
11.10 Heat 2 for Arion og Seven
11.35 Heat 2 for DS3
12.00 Heat 2 for TCCD
MC-kørsel resten af dagen
Fri adgang hele weekenden
Det koster absolut nul kroner at komme ind på Padborg Park denne weekend. Så drop besøget hos svigerfamilien, lad robotplæneklipperen klare græsset, og tag ud og se noget ægte underholdning – højlydt, dramatisk og federe end noget, du finder på Netflix!
Klasserne
Arion Racing Championship. Vbro Racings klasse. Vi kører i rørrammebiler med glasfiberkarrosse og motorer fra Honda og Suzuki motorcykler. Bilerne ser ens ud, men motorer og gear er forskellige.
Seven Racing. Det er den søsterklasse, vi kører sammen med. Bilerne er replikaer af en Lotus Seven og er lige som Arion bygget på en opskrift af lethed kombineret med stærke MC-motorer.
TCCD. Touring Car Championship Denmark. Det er en ny klasse I år og resultatet af en sammenlægning af 1600 Challenge og Super Cup. Forvent tæt og godt race i standardvogne.
C1 Scandinavia. Også en ny klasse, der er skabt som en billig måde at starte med at køre race (eller fortsætte). Bilerne er ens og bygget over Citroën C1 og Peugeot 107.
DS3 Cup. Igen en klasse, hvor bilerne er helt ens, så det er kørerens evner, der gør forskellen. Bilerne er alle Citroën DS3’ere.