Kun fem dage efter sæsonåbneren på Ring Djursland gik det løs på Padborg Park til sæsonens andet løb. Det blev to dage, hvor mange af os kom tættere på dyrene og deres efterladenskaber, end vi havde regnet med.
På Vesterbro, som jeg kalder hjem, er hver anden hund et kortsnudet og fedladent indavlet misfoster, der konstant jagter en mundfuld luft og en hurtig måde at afslutte lidelserne på. Så meget for ulvens efterkommer.
Dyr er i det hele taget ikke rigtigt, hvad de har været. Du har garanteret også set Tiger King på Netflix. Husker du de indavlede tigre? Der var ikke meget Shere Khan eller junglens hersker over dem, vel?
Så var det bedre i gamle dage. Da nogle ordentlige kødbjerge af kæmpeøgler drønede rundt og spredte savl, kødrester og dårlig stemning. Det er i virkeligheden dem, der er menneskehedens bedste ven.
For i en trist stund kan vi grine ved tanken om en Tyrannosaurus Rex med patetiske små kyllingearme, der har en røv, som klør, fordi den har spist en lidt for spicy ildsprudende drage. Og det er ikke engang det bedste, for ved du, hvad det er? De havde den gode stil at lægge sig til at dø, så de kunne blive til dinosaursaft – til dejlig tyk, sort olie.
Uden olie ingen benzin, uden benzin ingen forbrændingsmotor og uden forbrændingsmotor måtte vi tage til takke med Formel E og andet Scalextric i overstørrelse. Så husk at takke en dinosaur ved lejlighed; Post Nord for eksempel. Du skal bare ikke gøre det pr. brev, hvis din tak skal komme frem, før det bliver vores tur til at uddø og blive til lagret menneskejuice, som kakerlakkerne kan hælde i deres racerbiler om en million år.
Hvorfor nævner jeg det? Fordi dinosaursaft blev et gennemgående tema for det, der kun kan beskrives som to forfærdeligt uheldige løbsdage på Padborg Park.
Tåget træning
Inden træningen var jeg svagt optimistisk. I Youngtimer havde jeg kørt rimeligt på Padborg Park, selv om det godt nok var længe siden, jeg var her sidst. Så selv om det for mig først og fremmest var endnu en chance for at lære bilen bedre at kende, håbede jeg også på bedre tider end på Ring Djursland.
Måske var det ophidselsen over dét, der fik mig til at ånde så tungt, som en katolsk præst foran et drengekor, men ligegyldigt hvorfor var virkningen, at min hjelm var fuldstændig dugget til, da jeg kørte ud til træningen. Så de første omgange kunne jeg intet se, og da tågen endelig lettede, kom jeg aldrig rigtig ind i rytmen. Det blev en skidt træning med lige så skidte tider.
Tidtagning eller ”hej olie og farvel kobling”
De første runder i tidtagningen er altid langsomme. Her handler det om at få varme i dæk og bremser og placere sig godt på banen, så man har plads til at trykke den af 2-3 omgange i træk.
Fire minutter inde i tidtagningen smed en af bilerne olieproppen og lagde et fint, glat spor på banen. Så vi skøjtede alle rundt, og omgangstiderne faldt.
Samtidigt kørte jeg ærlig talt virkelig dårligt og var ikke i nærheden af at ramme linjerne ordentligt. Især de to eneste sådan rigtigt udfordrende steder på Padborg Park, nemlig Big Mag og den efterfølgende Yokohamakurve gav mig problemer. Da jeg kørte Youngtimer, kunne jeg godt ramme dem, men nu under tidtagningen drejede jeg for sent ind i Big Mag og kom slet ikke nok på gassen og bredt nok ud. For nu at holde fast i ærligheden, er der nok kun én forklaring. Jeg stolede ikke nok på bilen og havde derfor ikke cojones til at køre den langt nok ud.
Heldigvis blev det bedre i heat 1 og 2, men de to sving og så nedbremsningen efter langsiden, hvor jeg gang på gang missede apex i venstresvinget, var det, der især ødelagde mine omgangstider.
Med 5 minutter tilbage begyndte min kobling at give op. Du kan se og høre det i videoen omkring 10:30, hvor den begynder at glide, så motoren tager omdrejninger, mens bilen ikke rykker sig. Spoler du frem til 12:45, er du der, hvor den giver helt op og jeg triller stille i pit i 1. gear.
Kattens til uheld i heat 1
Mellem og under løb bliver min bil passet af de gode mennesker hos Arion Racing Scandinavia. Efter tidtagningen udførte de mirakler på min bil og fik skiftet koblingen i tide til, at jeg kunne være med i heat 1.
Hele heatet blev livestreamet af MW Race med flere kameraer og kommentatorer. Hvis du er bare den mindste smule raceinteresseret så se det og nyd kampen i toppen. Indtil løbet sætter sig kort før slut, er der rigtig godt race og betydeligt mere underholdende end det gennemsnitlige F1-løb. Find popcornene frem og klik start ved 3:04!
Min tredje racestart nogensinde i en Arion blev ikke nogen succes. Jeg var så entusiastisk med speederen, som en sømand i et Hong Kong-bordel, så jeg fik alt for meget hjulspin og måtte redde en lille udskridning, der gjorde, at jeg tabte en placering allerede i starten. Derefter forsøgte jeg at følge med feltet, men sakkede mere og mere bagud.
Løbet på Padborg Park var uden tilskuere. Hvorfor fodboldfans må samles til en Superligakamp, mens motorsportsfans ikke må stå med god afstand ved banen og se et løb, er det ikke lykkedes løbsarrangørerne at få et klart svar fra myndighederne på.
Én enkelt meget interesseret motorsportsfan fra kattefamilien valgte da også at gøre oprør og se løbet inde fra banen til stor overraskelse for Christian Sørensen i Arion 206, der lige nåede at svinge udenom. Både Christian og kat er okay, som du kan se ved 10:47.
Efter den sorte kat havde krydset vejen begyndte også min nye kobling at stå af. Efter Yokohamakurven var der slet ikke noget træk, så da jeg trillede ned ad langsiden kørte jeg ind på nærmeste afkørselsvej. I samme øjeblik begyndte det at vælte ud med røg fra motorhjelmen. Jeg skyndte mig at slukke motoren og de tilløbende officials konstaterede heldigvis, at bilen i det mindste ikke brændte … optur.
Fra første parket kunne jeg derefter følge resten af løbet, som i Arion-klassen blev vundet af Christian Sørensen i bil nr. 206 foran Søren Hvam og Asger Thierry, mens Mikkel Holch i bil nr. 388 tog sejren i Syverklassen.
Heat 2 med mere dinosaursnask
Efter noget sen aftenarbejde og endnu en stærk indsats fra Arion Racing Scandinavia var bilen klar til start i heat 2 næste dag. Koblingen var blevet ordnet, og motoren set efter. Som tredje bil den her weekend havde den smidt olieproppen, så omkring en halv liter olie var blevet slynget ud. Heldigvis var det ikke nok til, at motoren brændte helt sammen.
Du kan se heat 2 her, hvor der igen er rasende godt race i toppen af feltet.
Starten går ved 3.00 og er noget bedre den her gang. Men jeg placerede mig forkert inden første sving og tabte min placering. Derefter var det business as usual og en jagt på feltet.
Bilen og rytmen føltes meget bedre den her gang, og jeg havde det ret sjovt dernede i bunden af feltet. Desværre sluttede det dog også denne gang temmelig brat.
Endnu en bil havde smidt olie på banen, så midt i den hurtige og åbne Audi-kurve inden den korte langside forsvandt føret helt under mig, og jeg havde retning direkte mod autoværnet. Heldigvis ligger der et tykt lag meget blød muldjord mellem banen og afspærringen, som lynhurtigt tager farten af bilen. Til gengæld graver den sig så også helt ned og det bløde støv lægger sig over alt i motorrummet og undervognen.
Min afkørsel gjorde, at der kom en safety car på banen. Bilen og jeg blev fjernet på et lad, og derefter kunne løbet fortsætte. I Arion-klassen vandt Christian Sørensen i 206 foran Søren Hvam og Asger Thierry, mens Carsten Lauridsen kom først over stregen i Syverklassen.
Lidt gode nyheder er der da
Selv om jeg udgik i de to gældende heat og måtte afbryde min tidtagning, var weekenden nu ikke så ringe endda. Jeg vælger nemlig at tro på mine medkørere, når de siger, at deres nye Avon ZZR-dæk er et sekund hurtigere pr. omgang end de slidte Yokohama A048, jeg kører på. Også selv om en Ariel Atom-kører i denne sammenlignende test siger noget andet.
For hvis det er rigtigt, skal jeg bare være inden for 1 sekund pr. omgang af Arion-bilen foran mig for sådan helt teoretisk at kunne være med, hvor kampen om placeringerne bliver sjov. På bil nr. 204, jeg skulle måle mig i forhold til. Her kom jeg i 2. heat 1/10 sekund fra at være inden for sekundet. Så hokus-pokus: Med lidt talmagi og et handicap på et sekund begynder det at ligne noget. Måske er det så bare selvbedrag, men det fungerer nu også meget godt som plaster på en uheldig weekend.
Om 14 dage går starten på sæsonens tredje løb. Vi skal tilbage til Ring Djursland, hvor jeg skal vise, at jeg har lært af mine fejl fra sidst og har fået bilen og dens reaktioner bedre ind under huden. Den weekend må olien godt blive inde i motorerne. Goood dinosaur!
