Alle gode motorsportshistorier handler om rivalisering: Hunt vs. Lauda, Ford vs. Ferrari, Theodor Fælgen vs. Rudolf Blodstrupmose. To kørere og to teams fastlåst i nærkamp – mere klassisk bliver det ikke. Se bare McQueens Le Mans (seriøst, gør det. I aften! Den fortjener et årligt gensyn).
Den rivalisering findes selvfølgelig også i Arion Racing Championship. Selvfølgelig kigger jeg altid på mig selv og mine egne omgangstider. Men alt bliver målt i forhold til bilen foran. Her kan der komme navn og ansigt på rivalen, og siden jeg begyndte i løbsserien, har det været den samme: Asger Thierry i bil nr. 204.
Han er min rival. Han er Prost mod min Senna. Prøjserne mod mit Dannevirke. Belzebub den Gedefodede mod min Muhamed Jesus Gandhi.
I de få løb, der var i 2020, tabte jeg generelt 1-1,5 sekund pr. omgang til Thierry. Men jeg kunne fortælle mig selv, at det var okay, at det var forventeligt. For bilen stod på gamle slidte dæk, og opsætningen kom aldrig til at fungere. De nye Avon ZZR-dæk skulle endda pille et helt sekund af omgangstiderne, så måske var forskellen ikke så stor? Sådan er de historier, man fortæller sig selv, når racer-egoet skal bygges op.
Men nu var der endelig en chance for at syn for sagn, for at få målebåndet frem og konstatere, hvem der kommer først og er størst. For vejrudsigten for sommerløbet på Padborg Park den 19-20. juni lovede tørvejr og dermed en mulighed for endelig at kunne presse mig selv og bilen ud til der, hvor evnerne og asfalten begyndte at slippe op.
Find rundt på Padborg Park
Hvor er Big Mag og hvad er det for en langside, jeg nævner igen og igen? Her er en oversigt over de 2.150 meter, der udgør overraskende drilske Padborg Park.
Rød tåge i træningen
De dårlige nyheder først: Bare 5-6 omgange inde i lørdagens træning stod koblingen af igen-igen-igen.
Der kan være børn og følsomme gemytter, der læser med her, så jeg vil ikke gå i detaljer med, hvad der gik gennem mit hoved, da det skete, men det ville have fået hunnerkongen Attila til at klynke og føle sig lidt skidtmas.
Mekanikerne fra Arion Racing Scandinavia smed endnu engang alt, hvad de havde i hænderne, og fik samlet en ny kobling af medbragte stumper og en reservemotor, vi heldigvis havde med. Jeg er så taknemlig for, at de altid får udrettet små mirakler med et godt humør.
Hvad der præcist skete med koblingen, er jeg ikke 100 procent sikker på. Men jeg ved, at den nye nu er samlet, sådan som ingeniørerne og konstruktørerne hos Honda mener, det skal gøres, hvilket jo virker som en god idé.
Happy times til tidtagningen
Fordi jeg udgik fra træningen, besluttede jeg mig for at lægge mig bag ved min rival, Thierry i Arion nummer 204, til tidtagningen og bare forsøge at hænge på. Jeg kunne forhåbentlig lære lidt af de linjer, han kørte, og på den måde kompensere for de tabte omgange.
Det gled som en ål smurt ind i andefedt på vej ned ad vandrutsjebanen i Lalandia. En bedste omgangstid på 1:06,846 gav mig en placering som nummer 6 i startfeltet, lige bag ved Thierry, der tog P5 på gridden. Men jeg fik noget meget vigtigere ud af tidtagningen.
Jeg fik prøvet grænser af. Senere på bremsen! Tidligere på gassen! Hurtigere ind i svinget! Især hesteskoen eller Poetschkurven kunne jeg ikke vente med at komme tilbage til. For med en lidt for tung fod på bremsen på vej ind i første sving, blev bagenden løs nok til, at bilen roterede rundt og sving to egentlig bare handlede om at rette op og komme på gassen så tidligt som muligt. Det er nok ikke den hurtigste vej gennem svinget, men det er ubetinget den sjoveste.
Jeg fik også bedre styr på Big Mag, det hurtige venstresving på Padborg Park, hvor man for alvor kan tabe og vinde tid. Min største svaghed var og er udgangen af svinget før langsiden. Jeg kommer for langsomt ud og mister derfor tid hele den lange vej ned til næste sving.
Der er stadig masser af plads til forbedring, men det afholdt mig ikke fra at få et hoved eller to til at vende sig og glo, da jeg op vej tilbage i depotet sad i bilen og råbte højt om, hvor fedt det var – helt høj på adrenalin og glæde. På den måde er der aldrig langt fra tårer til tosset smil i motorsport.
Et hoved foran i første heat
Min tidtagning gav mig en startplads som nummer 6 ud af de kun 11 biler, der var med denne weekend. Skråt foran mig og i inderbanen til første sving, havde jeg Thierry i Arion 204. Planen var den samme: Følg efter og vent.
Starten var helt ren, efter første sving lå vi som perler i en snor i startrækkefølgen. Jeg som sagt bag Thierry, hvor jeg bare forsøgte at følge med og vente på en chance.
Mine bagdæk var kolde, så under første og anden omgang kom bagenden lidt for langt ud i nogle sving, så jeg tabte terræn, men da dækkene kom op på temperatur, vandt jeg langsomt det tabte tilbage.
På fjerde omgang lå jeg lige bag ved Thierry og begyndte at overveje, hvor jeg skulle sætte et forsøg ind. Men det blev slet ikke nødvendigt. Undervejs i Yokohamakurven kom min rival ud i græsset og spandt rundt, så jeg bare kunne køre forbi.
Derefter var løbet så begivenhedsløst, som det nu kan være, når man kører i en racerbil, der lige når at snuse til 190 km/t for enden af langsiden, før der bremses hårdt.
Søren Hvam i Arion 201 var startet bagerst i feltet, men havde kørt sig op og kunne på omgang 5 slipstreame forbi mig ned ad langsiden. Jeg forsøgte at hænge på, men han var for hurtig for mig. Målet er selvfølgelig, at han skal være ærkerivalen i 2022 og sætte de tider, jeg skal slå. Det kræver dog meget mere tid i bilen, end jeg har haft indtil nu.
Jeg kom ind som nummer 6, hvilket var samme placering, som jeg startede på gridden. Men det vigtigste for mig, var min tid på 1.06:791, der var 0,2 sekunder hurtigere end bedste tid for min rival i Arion nummer 204. Det var endelig lykkedes at overgå ham, og for mig var det en sejr i sig selv!
Du kan se hele heat 1 her. Højdepunkterne er starten. Thierrys afkørsel er ved 04:22, og Hvam slipstreamer sig forbi ved 05:43.
Heat 1 blev vundet af Carsten Lauridsen i Seven-racer nummer 101 foran Mikkel Holch og Chres Juul Jørgensen, begge i Seven-racere.
A’hva? i andet heat
Hvad heat 1 manglede i dramatik kom til gengæld i søndagens heat i form af nedkørsler, udkørsler og afkørsler.
Det begyndte allerede, da jeg kørte ud fra depotet og var tæt på at torpedere en af Formel 4-verdenens helt store stjerner, da han kom gående med sin far; Formel 1-verdensmesteren. Der var gode miner, og der blev udvekslet mange undskyldninger frem og tilbage, men det var godt nok tæt på, at jeg ville blive dyppet i olie og rullet i gaffatape af motorsportsfans verden over. Så undskyld igen Fitti Junior – og husk nu at passe på i depotet.
Min nærmeste rival, Asger Thierry i Arion nummer 204 havde oprustet og købt nye dæk, så jeg vidste, at heat 2 ville blive en kamp, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville tabe det hele på gulvet i de første, få sekunder.
I heat 2 vender vi feltet om ved starten. Så de sløveste fra heat 1 starter forrest, og de hurtigste bagest. Derfor startede Thierry som nummer 4 skråt foran mig og jeg lå som nummer 5 med fordelen af inderbanen. Foran havde jeg en bil, som jeg vidste havde gearproblemer, så jeg var ret opmærksom på, at han måske slet ikke kom rigtigt ud af starthullerne og, at jeg risikerede at køre direkte ind i ham.
Sådan gik det ikke. Tværtimod. De første 4 sekunder havde jeg en rigtig god start og kom forbi Thierry. Men det var intet i forhold til Steffen Hansen i Seven-racer nummer 126, der havde en fantomstart og drønede forbi mellem Thierry og mig. Det fik mig til at tøve, så i stedet for at trække ordentligt ud i midterbanen og efter ham, holdt jeg mig i min bane til venstre og var nødt til at bremse ned, da bilen foran mig gjorde det.
Allerede inden svinget havde jeg derfor tabt alt momentet fra starten og derfra blev det værre. Jeg kom for bredt igennem svinget og blev fanget af, at Carsten Lauridsen i Seven-racer nummer 101 var kommet endnu bredere ud og skar ind foran mig, så jeg igen var nødt til at tage farten af. Kun 18 sekunder efter starten, var jeg derfor gået fra en startplacering som nummer 5 til at ligge som nummer sjok i feltet. Som sagt er der ikke langt fra glæde til tårer i motorsport.
Hansens raketstart var dog desværre endt brat i grusset for enden af langsiden, så der kom en safety car på banen, som hele feltet lagde sig efter, mens vi ventede på, at nummer 126 blev gravet fri og fjernet fra banen. Det tog en 3-4 minutter, hvor jeg bare lå og forsøgte at holde dækkene varme.
Når en havareret bil er ryddet væk og en safety-car kører ind igen, slukker den lyset for at varsle kørerne. Derefter bliver der normalt vist grønt flag ved målstregen. Det er først, når man har passeret det, at man igen må overhale.
På vej gennem andet sving før langsiden havde jeg set, at safety-caren havde slukket lyset, men alligevel blev jeg taget med bukserne nede, da hele feltet halvt nede ad langsiden accelererede væk. Du kan det i videoen herunder ved 4:20.
Fra min position bagest i feltet så jeg nemlig kun det gule flag ude til højre omkring halvt nede ad banen. Jeg så ikke, at der allerede ved flagposten for enden af langsiden blev vist grønt flag. Det forventede jeg først ville ske ved målstregen, der ligger efter svinget for enden af langsiden.
Så skulle der arbejdes. De næste mange omgange jagtede jeg derfor feltet foran, men uden rigtigt at komme tættere på min nærmeste rival. Det føltes ubetinget som om, at bilen havde mindre greb end om lørdagen, og især i svinget efter langsiden kæmpede jeg lidt med understyring.
Pludselig fik jeg så en uventet chance.
Rundt i hesteskoen/Poetsch-kurven på niende omgang kørte Thierry nemlig af og måtte pænt holde og vente på et hul i trafikken, så han kunne køre ud på banen igen. Det hul mente han, at han havde, da jeg selv rundede samme sving, så han kørte ud. Det gjorde, at jeg ikke kunne lægge mig til venstre før næste sving – Audi-kurven – for der var hans bil jo pludselig. Et kort sekund så det endda ud som om, at han selv havde tænkt sig at skære direkte ud foran mig og tage inderbanen i næste sving, så jeg stod på bremsen.
På den onboardvideo, jeg har optaget, kan jeg se, at han vidste, hvor jeg var og helt fair giver plads, men på det tidspunkt havde jeg allerede mistet alt farten i bilen, så jeg kunne ikke komme forbi. Kørte han hensynsfuldt ud? Ja. Måtte han? Nej. Biler, der kører ind på banen igen, må ikke hindre andre og vinde en fordel derved.
Men hellere vinde gennem racing end protester, så jeg lagde mig bag Thierry og håbede, at min chance ville komme. I stedet blev jeg ramt af alt det græs og jord, han fik samlet op, da han kørte af, så jeg blev hurtigt nødt til at køre nogle alternative linjer for ikke at få store dele af Sønderjylland smidt i hovedet. Det var 1920 om igen.
De næste 1,5 omgange jagtede jeg ham og holdt på, men da jeg på omgang 10 drejede ind i Audi-kurven, gik det galt. Bilen understyrede, og jeg overkompenserede, så bagenden først skred den ene vej, så den anden. En tank-slapper hedder det, og sådan en er meget svær at fange. Det lykkedes næsten, men jeg løb tør for asfalt og røg ud i mulden. Her gav jeg fuld gas i håbet om at få bilen op på græsset og ud på banen igen, men en lille meter væk fra grønsværen, var jeg nødt til at give op.
Afkørslen var ikke bilens skyld, den var ikke banens skyld, og der var ingen andre involveret. Det var en ren kørerfejl, fordi jeg pressede en smule for meget på og fik bilen ud over en grænse, hvor jeg ikke kunne redde den i land igen. Det sker nu engang i racing.
Slutresultatet blev en samlet 8. plads i heat 2, da 3 andre biler også var udgået. Vinderen blev Carsten Lauridsen i Seven-racer nummer 101 foran Mikkel Holch i Seven nummer 134 og Søren Hvam i Arion nummer 201.
Min bedste tid blev på 1:07,095, hvilket passede meget godt med, at omgangstiderne i hele feltet generelt var langsommere end om lørdagen. Den faldende temperatur og regnvejret om morgenen havde gjort sit.
Du kan se hele heat 2 her. Highlights er starten, genstarten efter safety-car ved 04:26, Thierry i Arion nr. 204, kører ud foran mig ved 11:35, og ved 13:56 slutter heatet i mulden.
En (alt for lang) sommerferie
Næste løb er først om 2 måneder, hvor det går løs på Ring Djursland. Jeg håber, at den fart, jeg endelig fik på bilen under løbet på Padborg Park bliver båret med og glæder mig til at komme ud på den kurvede, bakkede og altid sjove bane. Med titusinder af tilskuere til fodboldkampe, kan vi måske også få lov til at lukke en tilskuer eller to ind næste gang?
