Den kinesiske vismand Wed Man Tin blev engang spurgt, ”Mester, hvor lang er evigheden?” Han kiggede på spørgeren og sagde, ”Jørgen, forestil dig et bjerg, der er så højt, at tinden forsvinder i tågen. Hvert 100. år sætter en fugl sig på toppen og hvæsser sit næb. Når det har slidt bjerget helt ned, er evigheden kun lige begyndt.”
Med andre ord svarer evigheden cirka til tiden fra januar, hvor jeg købte min nye Arion S2-racerbil til den 6. september, hvor det på Ring Djursland gik løs med sæsonens første løb.
Vi var et lille felt. Fire Arion S2’ere, en enkelt S3’er, som pga. anden motor kører i sin egen klasse og syv Super Seven-racere. Det passede mig fint. For ambitionen for løbet var meget klar. Jeg skulle bare lære bilen at kende og forhåbentlig ikke blive taget med alt for mange omgange af den førende. Kunne jeg komme inden for 3 sekunder pr. omgang i forhold til den førende, ville jeg være tilfreds.
Hvorfor 3 sekunder, spørger du måske? Jo, jeg tog gennemsnittet af omgangstiderne fra sidste år, dividerede med differentialspærret og lagde omdrejningerne i mente. Så smed jeg resultatet væk og sjussede mig frem til noget, der kunne passe med mine mange undskyldninger: Rusten efter et år uden race, ny i klassen, ny i bilen, ingen træning, slidte dæk og endda en langsommere type dæk end de andre. Så undskyldninger havde jeg nok af.
På den måde var der ikke så meget nyt. Det var der til gengæld i måden, løbet blev afviklet på. På grund af corona var træning, tidstagning og de to gældende heat, som vi normalt bruger to dage på, presset sammen på én dag. Det gav ikke meget tid til mekanikerne, hvis noget for alvor gik galt, som jeg snart fandt ud af.
Træning eller ”gå lige lidt væk med den cigaret!”
Træningen havde jeg set frem til. For den ville jeg få brug for. Både for i ro og mag at presse bilen længere og længere ud på grænsen og lære, hvordan den opfører sig og så for at få Ring Djursland ind under huden igen. Det er en bane, hvor jeg har gjort mange ting som fx at blive torpederet bagfra eller i siden, jeg har bare ikke kørt særligt meget på den. I min verden er Ring Djursland lidt min nemesis, og også denne gang slog den til.
Kort inden starten på træningen fyldte vi bilen helt op med benzin for at få vægt nok på og fandt ud af, at det meste sjaskede ud på gulvet igen temmelig hurtigt. En hurtig inspektion viste, at en svejsning i bunden af benzintanken var blevet utæt.
Det er klart, at jeg ikke kunne køre ud til træning med en utæt tank. Især ikke fordi den sidder temmelig tæt på den meget varme udstødning. Bilen ville måske nok køre hurtigere i en brøkdel af et sekund, hvis en ildkugle eksploderede i bagenden, men for det første ville det ikke være nok til at sætte en hurtig tid hen over en hel omgang, og for det andet var det trods alt kun træningen og ikke tidtagningen. Så vi gav tanken en ordentlig klat metallim, og jeg luskede hen til pitten, hvor jeg stod og bandede, mens alle andre kørte.
Tidtagning: 3/10 sekund fra målet
Tidtagningen blev min træning. Da jeg endelig rullede ud fra pitten, drejede ind på langsiden og trykkede speederen i bund, var det for allerførste gang siden en regnvåd test på Jyllandsringen 6 måneder tidligere. Og lad mig bare sige det, som det er. Min første tanke var ”Nej, nej, nej, shit hvor går det stærkt!” Der er optræk i sådan en lille Arion, når man sidder et lille stykke over jorden i et åbent cockpit og bliver sendt fra 0 til 100 på 4 sekunder.
Men det blev hurtigt erstattet af fornemmelsen i at sidde i en bil med masser af greb og en rigtig god fornemmelse af, hvad bagenden og forenden vil foretage sig, hvis bilen bliver presset lidt. Så det næste kvarter gik med at prøve bilen af og lære, hvordan den bremser, drejer ind i et sving og ikke mindst kommer ud af det.
Min oplevelse var, at den havde det med at understyre især i svingene før langsiden. At understyre vil sige, at den glider hen over forhjulene, så bilen drejer i en bredere kreds end forhjulene og rattet peger. Hvis du er i et sving og ser autoværnet komme imod dig, når du ser ud af forruden, understyrer din bil nok. Hvis du skal se ud af bagruden for at få øje på autoværnet, overstyrer den. Så enkelt er det faktisk.
Det frustrerende ved en understyring er, at man ikke kan give gas. Det vil bare sende bilen ud i en endnu bredere kreds. Når det sker inden en langside, kommer man derfor for langsomt ud og mister værdifuld tid op ad hele langsiden. Det er her, omgangstiderne for alvor kan blive tabt.
Ikke overraskende blev jeg nummer sjok af os 5 Arion-kørere med en bedste tid på 56.4, hvilket er alt, alt for langsomt, men også kun 3/10 fra mit mål om kun at være 3 sekunder langsommere end den hurtigste, som blev Christian Sørensen i Arion nr. 206, der kørte en bedste tid på 53.1.
Så jeg var egentlig godt tilfreds. Når bare man sætter barren lavt nok, kan vi alle blive vindere.
Heat 1 en dårlig start og en krølle på halen
I Arion Racing-serien kører vi to gældende heat. Ti minutter inden starten skal bilerne trille ud af depotet og line op uden for pitområdet. Her venter man så på, at banen bliver tom, så man kan fortsætte til et nyt lineup i pitten, hvor man ofte kan vente endnu længere, fordi der er en gummiged med et fejeblad, der skal ud at fjerne biler fra det forrige løb, som hænger fast i gruset eller autoværnet.
Så er det rart at kunne sætte bilen i frigear og lade venstre ben slappe lidt af.
Desværre ville virkeligheden det bare anderledes. Undervejs i lineuppen og i pitten blev jeg ved med at bokse med gearet for at få den i frigear. Nu er det sådan med gearkasser, at de godt kan have deres helt egen personlighed, man lige skal lære at kende, og den der sidder i min bil er åbenbart et lille genert pjevs af at frigear, som helst ikke vil vise sig.
Hvorfor nævner jeg det?
Fordi jeg havde præcist det samme problem, da vi stod klar til start på gridden med mig på plads nr. 10 ud af 11. Jeg kunne ikke få bilen i frigear og vidste ikke, om den blokerede mellem 1. og 2. gear eller et helt andet sted. Så da jeg satte bilen i gear, håbede jeg, at det var første. Det var det så ikke.
Da starten gik, og jeg slap koblingen var bilen lige ved at stalle. Heldigvis havde føreren i bilen bag mig, Carsten Lauridsen i nr. 101, hurtige reaktioner og undgik at knalde op i mig, men jeg missede starten fuldstændigt og brugte de næste 5-6 minutter på at hente bilen foran mig, Kim Sunesen i nr. 136.
Det var ikke smukt kørte omgange fra min side af, som du kan se i videoen her. Men på allersidste omgang var der også lidt underholdning til publikum, som du kan se, hvis du spoler frem til 16:20.
Lige som under tidstagningen understyrede bilen især i højresvingene før langsiderne, så jeg kom generelt alt for sent på gassen, der hvor det tæller allermest. Allerede her tabte jeg nogle sekunder pr. omgang. Bedre blev det ikke af, at jeg ikke var helt tryg ved bremserne. Det er først nu, hvor jeg har set videoerne fra løbet, at det går op for mig, at bremsebalancen er helt skæv. Bilen bremser for meget på baghjulene, hvilket giver masser af uro og altså også en piruette for publikum som i slutningen af heat 1.
Heat 2 der næsten ender i gruset
I heat 2 blev feltet vendt om ved starten. På helt bibelsk maner blev de sidste de første, og de første de sidste. Derfor skulle jeg starte på en 3. plads. Nu håbede jeg, at forsøg nr. 2 på at lave en ordentlig racestart ville blive væsentligt bedre.
Det blev den så ikke. Så allerede i sving 1 blev jeg overhalet af en håndfuld biler, og jeg måtte generelt lige bruge lidt tid på at komme ind i rytmen igen.
Ud over også at tætne benzintanken i det andet hjørne, hvor endnu en svejsning havde givet op, havde vi ændret opsætningen af bilen og gjort den blødere foran og hårdere bagved for at fjerne noget af understyringen.
Den føltes derfor væsentligt bedre. Bilen drejede derhen, hvor jeg pegede den hen; især i indstyringen til apex i svingene, men når jeg kigger på tiderne, kørte jeg faktisk langsommere end i heat 1. Så det tyder på, at vi har overjusteret og skal gå tilbage til den gamle opsætning.
Men alt snak om opsætning er i virkeligheden nok lidt ligegyldig, når et kig på videoen gør det tydeligt, at jeg laver masser af kørefejl undervejs herunder den klassiske begynderfejl: Jeg kører for hurtigt ind i svinget og kommer derfor for langsomt ud. Det er det modsatte, der skal til, for at sætte de gode omgangstider. Der er helt klart plads til forbedring her.
Ellers var heatet relativt begivenhedsløst. Langt det meste af tiden havde jeg nærmest banen for mig selv. Jeg laver en enkelt overhaling ved 1:43, og der er optræk til drama ved 11:52, hvor baghjulene blokerer i en opbremsning og sender mig ud i et spin.
Min første pokal!
En af bilerne i min klasse måtte desværre udgå med en elektrisk defekt. Dermed var der kun 3 biler tilbage i pladsen og derfor en 3. plads til mig og min allerførste pokal. Og ja, ja, den er ikke kørt ind, den er vundet på en andens uheld, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Efter 5 år blev det endelig til en podiumplacering og en pokal. Allerede om et par dage, er det kun det jeg vil huske – og ikke omstændighederne der førte til 3. pladsen.
Så hjælper det selvfølgelig også, at jeg kom inden for 2,5 sekund af den hurtigste og dermed nåede mit mål for den weekend.
Turen går til Padborg Park næste weekend
Løb nr. 2 i sæsonen er allerede weekenden efter, hvor det fredag og lørdag går løs på Padborg Park; en bane hvor jeg i hvert fald tidligere har klaret mig rimeligt. Så jeg glæder mig til at lære bilen endnu bedre at kende og arbejde med de fejl, jeg kan i videoerne fra Ring Djursland.
Over and out herfra og husk: Støt dit lokale raceteam. Du ved aldrig, hvornår du har brug for at komme hurtigt væk.
