”Hvor er mælken?”, spurgte mit livs sol, da jeg kom hjem fra Netto og stolt placerede dagens indkøb på køkkenbordet: En svinemarmelade med bacon og en chokoladejulekalender fordi … se farverne! Endelig landet helskindet i en alder, hvor jeg forventer, at børn under 30 siger ”De” til mig og bekymret tilbyder at hjælpe mig over gaden, er jeg ikke bleg for at indrømme, at jeg godt kan glemme en ting eller to, hvis ikke jeg skriver dem ned.
Så her er, hvad jeg har lært af 2022-sæsonen. Skrevet ned så jeg forhåbentlig kan huske dem om nogle minutter eller måneder.
Jeg har farten, men det er også alt
Først skal der trommes på brystkassen og råbes, “UH! UH UH!”. Momentvis er jeg hurtigere end mine konkurrenter. Det var jeg gennem hesteskoen, Audi-kurven og baglangsiden på Padborg Park og ned ad langsiden og rundt i trapperne på Ring Djursland. Men her stopper de gode nyheder også.
For mine tider svinger stadig alt for meget. Nogle af mine konkurrenter kører konsekvent hurtige tider, der ligger tæt på hinanden, mens jeg har alt for stor afstand mellem mine gode og dårlige omgange.
Amatører og rookies kan have inkonsistente omgangstider. Efter 7 hele og især halve sæsoner, kan jeg ikke. Så der skal mere træning til og flere kilometer ind i kroppen. Og så skal jeg sætte farten ned. Ja, du læste rigtigt, jeg skal sætte farten ned.
Jeg kom sent i gang med at køre race og har ikke samme rutine som dem, der havde sunde fritidsinteresser som barn og brugte weekend efter weekend i en gokart, mens jeg slog tiden ihjel ved at bruge min kabelstyrede legetøjskampvogn til at tromle over Playmobildemonstranter, der protesterede mod, at bankdirektøren i min Playmobilby havde monopol på at trykke papirpenge og ikke brugte nok af pengene på at købe for eksempel hatte, så de små erhvervsdrivende kunne overleve.
Jeg har heller ikke – og her må du godt sende mig en mail og sige, at jeg tager fejl – verdens største racertalent. Det er nok bare sådan som de flestes: lidt lunkent og leverpostejagtigt.
Til gengæld har jeg nok haft for mange hjernerystelser og er lidt dum. Så på banen er jeg ikke bange for at presse lidt for meget, lidt for hurtigt. Det giver en masse afkørsler og uheld, som alle koster point. Langsomt er hurtigt i racing, hvilket jeg har nemt ved at skrive, men svært ved at huske. Hurtige omgangstider bliver ikke skabt ved at presse bilen rundt på hele banen, men ved at køre langsomt ind i de rigtige sving for til gengæld at komme meget hurtigere ud. Det er hurtigere og mere sikkert.
Hvis jeg havde husket på dét – og undgået de mange, mange tekniske fejl, som 2022-sæsonen også lige klaskede i ansigtet på mig – kunne jeg have kørt bekvemme tredjepladser ind det meste af året og bragt mig i stilling til en samlet 2. plads ved årets afslutning.
Så det er rigtig fint, at farten er ved at være der. Men det nytter ikke at være hurtigst i første sving for at sidde i barrieren i andet.
Når uheldet er ude, er hjælpen fjernest
Augustløbet på Ring Djursland endte med en tur på hospitalet. Det lærte mig to ting. For det første skal jeg åbne munden, når jeg går banen igennem før løbet og ser noget, der ikke ser sikkert ud som for eksempel løse kerbsten og metalriste eller en sovende elefant midt på langsiden. For det andet er Dansk Automobil Sports Union (DASU), når uheldet er ude, til lige så meget hjælp som at blive spyttet i ansigtet, hvis man har spist for mange sukkerkrymlede chokoladebomber og fået av-av i mavsen.
Tag nu for eksempel deres personskadeforsikring. Det er den, der giver dig en klat penge, hvis du blive slået helt til plukfisk og giver dine efterladte en lidt større sæk mønter, hvis du bliver hældt direkte i krematoriet. Der var jeg jo langtfra med et par brækkede ribben og en punkteret lunge, men de par tusind kroner, som jeg brugte på transport og medicin, ville jeg da gerne have dækket.
Heldigvis dækker forsikringen også transporten, står der på DASU’s hjemmeside. Men kun fra ulykkesstedet til behandlingsstedet, siger forsikringspolicen. Tænk lige over den. Du bliver skrabet af barrieren og sendt på hospitalet i … en ambulance. Hvad betaler du for den? Ingenting selvfølgelig – ud over lidt småpenge i skat og moms i ny og næ afhængig af indkomst og geografisk placering.
Så bliver forsikringen pludselig til lidt mindre hjælp, ikk’? ”Men hov-hov!”, kan jeg høre nogen råbe. Der kunne selvfølgelig også ske det, at man bare taber sutten og brækker tommelfingeren. Så behøver man jo ikke en ambulance; en taxa fra banen til skadestuen kan også gøre.
Men, men, men forsikringen dækker kun transport på op til 30 kilometer. Til venlig orientering er der 47 kilometer fra Ring Djursland til Aarhus Universitetshospital, 40 kilometer fra samme hospital til Jyllandsringen og fra Padborg Park til Sygehus Sønderjylland skal du humpe de sidste 800 meter, for længere dækker forsikringen ikke.
Kunne man have tænkt over det, hvis man var et motorsportsforbund, som ville tegne en forsikring, der reelt kunne hjælpe medlemmer, der kommer til skade? Ja, hvis man ville.
Problemet er, og det er det andet, jeg lærte, at DASU ikke vil. Der er ingen hverken hos dem, hos Ring Djursland eller hos lokalklubben, der stod for løbsweekenden, der har taget ansvar for noget som helst. Det har været op til mig at ringe, skrive, true og tigge for at få en forsikringssag igennem, der nu ligger og sylter på fjerde måned, mens vi venter på, at DASU svarer på: Er en bane usikker, hvis kerbsten og riste ligger løse? Og er det arrangørens ansvar, at banen er sikker?
DASU: Hvis I læser med, så er svaret henholdsvis ja og ja. Skriv det ned og send det til forsikringen i det her årti, ikk’?
Som racerkører presser jeg bilen og flytter grænser, fordi jeg stoler på mit materiel og på banen. Derfor galper jeg så meget op, når nogen svigter deres ansvar.
Så hvad har jeg lært. Øhm, bum-bum-bum … jo! Jeg skal nok have talt med mit forsikringsselskab om at få lavet en ordentlig personskadeforsikring, for jeg har ikke tænkt mig at sætte farten ned – undtagen lige i indgangen til svingene selvfølgelig.
Det skal gøres anderledes i 2023
Som det ser ud lige nu, kommer jeg ikke til at køre en hel sæson i 2023. Jeg har ganske enkelt ikke pengene til det. Men det skal da ikke holde mig fra at dagdrømme.
Hvis jeg kunne, ville jeg især gøre to ting anderledes. Jeg ville lægge en testdag ind i starten af sæsonen som shakedown af bilen og mental forberedelse og køretræning.
I 2022 blev årets første løb på Padborg Park ødelagt for mig, fordi en gearpind åbenbart var rådnet op i løbet af vinteren. Et løb senere troede min motor, at den var en kogekedel. Det kostede point, penge og pænt mange sure miner. En testdag kan forhåbentlig ryste de sidste rotter og mus ud, der sidder og gnaver i ledningerne og finde fejlen før skidtet eksploderer til løbsweekenderne.
Det andet, jeg vil gøre anderledes, er at troppe op på Sturup Raceway med friske dæk. Vi har masser af køretid på den svenske bane, og den er berygtet for, at gummiet forsvinder hurtigere end beskeder på Barbara Bertelsens mobiltelefon. Så uden et sæt ekstra til sæsonen, risikerer man at stå til løbsstart søndag med dæk, der er slidt helt ned.
Den kvikke læser vil her have bemærket at flere testdage + flere dæk = flere penge. Og ja, det er lidt af en show-stopper. Mere om det næste gang.
